BLOG'EN - DEN ELEKTRONISKE SCENE #03
MARTIN ROSS

3. Definition på elektronisk musik.


Skrevet af Torben Eik // organgrinder.dk

For at kunne interviewe nogen om elektronisk musik, må man have styr på, hvad det er. Først når man er nogenlunde klar over, hvad man har med at gøre, kan man formulere nogle interessante spørgsmål. Så jeg spørger endnu engang mig selv: Hvad er elektronisk musik? Denne gang er jeg på jagt efter en formel definition.

'Elektronik' er ifølge Politikens Nudansk Leksikon ”brugen af komponenter, som er baseret på halvledere. […] De mest almindelige er dioder og transistorer.” Det betyder i første omgang, at elektronik ikke nødvendigvis afhænger af en computer. Vi har blot at gøre med lyd, der er moduleret af en eldrevet maskine. Den elektroniske musik kan derfor dateres helt tilbage til starten af 1900-tallet. Dengang hed de elektroniske instrumenter sådan noget som phonautograf, theremin, telharmonium, ondes martenot og trautonium. Anden generation af instrumenter var synthesizere, elorgler og elektriske guitarer og den seneste er altså den personlige computer. Men hov! Stod der ”elektrisk guitar”? Ja. Ifølge ovenstående definition er den elektriske guitar et elektronisk instrument – fordi man via elektronik har moduleret lyden fra strengene. 'Elektronik' favner altså bredt. Lad os derfor stramme op på definitionen, så den stemmer overens med det mit specifikke formål. Jeg vil i denne omgang stille skarpt på den computergenererede elektroniske musik – det vil sige musik, der er skabt på, og udført af, en computer, og hvor computeren altså er den primære lydkilde.
 
Wikipedia-opslaget om elektronisk musik er tilføjet denne klausul til begrebet: ” I dag er forskellen mellem elektronisk og akustisk (som regel elektrisk forstærket) rock mere eller mindre udvisket, og selv store rockkunstnere bruger flittigt elektroniske musikinstrumenter i udarbejdelsen af deres lyd. Dog bruges betegnelsen 'elektronisk musik' i reglen om musik, der udelukkende er elektronisk.” Den tekniske definition jeg vil benytte i denne sammenhæng er altså: ”Musik, der overvejende er elektronisk i sin fremførsel og hvor ”elektronisk” hovedsageligt forstås som ”digitalt” (altså computergenereret)”

Når den tekniske definition er på plads kan man stille de mere interessante og substantielle spørgsmål - ”Hvad er elektroniske musik for mig eller for dig?” Kan begrebet ”elektronisk musik” reduceres til teknik eller en instrumentering eller er den en selvstændig kunstgren, med stil, sjæl og historie? Hvis den elektroniske musik besidder en bestemt uteknisk identitet, hvad er så denne? Hvad er karaktertrækkene ved en sådan identitet? Hvor kommer den fra og hvor er den på vej hen? Er den ved at blande sig helt med den akustiske musik, eller er dens formål at lægge fuldstændigt afstand til fortiden?

De konkrete interview-spørgsmål er således:
• Hvad er elektroniske musik for mig eller for dig? Er det en teknik eller en instrumentering indenfor musikken, eller er den en genre med egen stil, sjæl og historie?
• Hvad er kendetegnende for den elektroniske musiks identitet? (Hvis den har en sådan?)
• Hvordan føles den og hvordan ser den ud?
• Hvad bruges den elektroniske musik til og hvad er dens potentiale?
• Hvor kommer behovet for elektronisk musik fra?
• Hvor er den elektroniske musik på vej hen? (Hvad betyder det for resten af musikken? Vil den blande sig yderligere med den akustiske musik, eller er dens formål netop at lægge afstand til fortiden?)
• Hvad har den elektroniske musik betydet og hvad kommer den til at betyde for musik i det store perspektiv?
• Hvad er den elektroniske tendens et tegn på æstetisk set?

 


Se alle indlæg i denne blog:

1. Hvad er elektronisk musik?

2. Fremtidens musik i nutiden

3. Definition på elektromusik

4. Samtale med SMDJ

5. Mennesket og maskinen

6. Muligheder og faldgruber

7. Et svar fra Torben Sangild

8. Hvad er en genre overhovedet?