BLOG'EN - DEN ELEKTRONISKE SCENE #07
MARTIN ROSS

7. Et svar fra Torben Sangild

Skrevet af Torben Eik // organgrinder.dk

For et par indlæg siden interviewede jeg Torben Sangild om Elektronisk musik. Det afstedkom følgende relevante svar på hans egen blog:

Til Torben Eiks egen kommentar vil jeg sige, at musikken efter min mening ikke behøver en musiker, for at have det han kalder "sjæl". Jeg vil hellere tale om intensitet, idet jeg ikke mener at "sjæl" giver mening. En musiker på scenen er en performance. Og selv om der er mange spændende blandinger mellem det elektroniske og det spillede, så er det ikke nogen nødvendighed for intensitet, at man kan se nogen, der spiller. Ellers ville det også være dødssygt at høre CD'er.

Jeg må give ret i, at begrebet ”sjæl” er et begreb, der er ladet med mange forskellige betydninger og det er derfor problematisk at bruge. Mange vil opfatte det som noget religiøst eller mytisk, og det er selvfølgelig ikke den betydning jeg ønskede. Intensitet er klart bedre. Jeg foretrækker måske begrebet overskud.

Pointen er nemlig, at musik har muligheden for at bære noget ekstra. Noget, der ikke hører til i tonerne, rytmerne elle lydbølgerne selv – Et indhold, der opstår i en kompleks relation imellem musik, musiker, lytter, tid, sted og mange andre faktorer. Blandet på den rigtige måde kan musikken have en helt særlig effekt på lytteren – en intensitet, et overskud – en sjæl. En følelse eller stemning de fleste af os har oplevet. Stemning er også et godt begreb. Musikken skaber ofte noget, som ikke er indbygget i den på forhånd – en stemning omkring sig. Den rører os og appellerer til os, uden at vi rigtig kan forklare hvorfor.

Når debatten drejer sig om elektroniske musik, er spørgsmålet derfor, om den i samme grad er i stand til at have sådan et overskud? Kan elektronisk musik skabe denne stemning, følelse og appel? – Svaret er selvfølgelig ja, men samtidig er det svært at slippe følelsen af at den grundlæggende er anderledes.

På Sangilds blog er der opstået en en diskussion om emnet. Har den elektroniske musik det overskud, vi kender fra andet musik? Der er ingen tvivl om, at den elektroniske musik gør op med en masse myter og klicheer i musikken. For eksempel den romantiske forestilling om sjæl eller myten om musikeren. Hvis den elektroniske musik kan besidde dette overskud eller intensitet, så beviser den på en måde, at begrebet sjæl intet har at gøre i terminologien, og at musikeren ikke er en nødvendig del af selve musikoplevelsen. Og det er jo ret interessant!

På Sangilds blog kan man følge eller blande sig i debatten.

 


Se alle indlæg i denne blog:

1. Hvad er elektronisk musik?

2. Fremtidens musik i nutiden

3. Definition på elektromusik

4. Samtale med SMDJ

5. Mennesket og maskinen

6. Muligheder og faldgruber

7. Et svar fra Torben Sangild

8. Hvad er en genre overhovedet?