*DEN DANSK-BELGISKE MUSIKFORBINDELSE - FACT OR FICTION? / THE DANISH-BELGIAN MUSIC CONNECTION - FACT OR FICTION? [DK]
Et stigende antal danske bands, fra Under Byen til Alphabeat, har i løbet af de seneste år haft succes i Belgien. Samtidigt har flere nye belgiske navne, som Yuko og Mintzkov, skrevet udgivelseskontrakter i Danmark i 2009. Dette panel vil derfor forsøge at kaste lys over denne formodede dansk-belgiske musikforbindelse. SPOT har hentet fire belgiske musikbranche profiler til Århus for at diskutere emnet.
Præsenteres i samarbejde med MXD - Music Export Denmark / ROSA - Dansk Rock Samråd
Fredag 22. maj | 15:00 - 16:00 | Brobjergskolen
Paul-Henri Wauters
Paul-Henri er chefbooker for Bruxelles-spillestedet Botanique - et af Belgiens vigtigste spillesteder som kan sammenlignes med Vega eller Voxhall. Herudover afvikler Botanique en af Belgiens vigtigste festivaler for nye navne "Les Nuits Botanique". Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, The Libertines og Arcade Fire har alle spillet på Botanique.
Dirk Steenhaut
Dirk er en anerkendt og rutineret musikjournalist. I Belgien er han kendt som den ukuelige ven og promoter af helt nye bands. En rolle som han har spillet til fulde for dansk musik. Som skribent for Flanderns svar på Politiken, De Morgen, har Dirk nemlig været med til at åbne Belgiens øjne for danske bands som Under Byen og Murder.
Filip De Groote
Filip er label- og distribution-salgsmanager hos Bang!. Bang! deler distributionsstruktur med PIAS. Selskabets gennembrud kom i 1994, da de udgav dEUS debutplade. Bang! er i dag et af Belgiens største distributionsselskaber og har også eget label (62TV) og bookingagentur (NADA). Har med succes udgivet Murder i Belgien.
Sylvestre Defontaine
Sylvestre er en førende mediepersonlighed i det Vallonske radiolandskab. Som vært og programchef for den unge, men eksplosivt voksende radiostation Pure FM (Belgiens fransk-sprogede version af P3) er Sylvestre kendt for at kombinere skarpe kultur-iagttagelser med evnen til at præsentere sine lyttere for nye fede bands i programmet "Drugstore".
Christian Hald Buhl (moderator)
Christian er projektudvikler for ROSA og MXDs eksportplatform SPOT On Denmark og arbejder til dagligt fra Bruxelles, hvor han udvikler nye SPOT On Denmark-showcases og laver international PR til SPOT Festivalen. Christian har bl.a. stået for afviklingen af SPOT On Denmark-showcases i Belgien, Holland og Luxembourg.