Dans dig tør

På den måske mest regnfulde aften i Roskilde i mands minde, spillede Turboweekend op til dans-dig-tør-dans på Gimle. Efter en veloplagt opvarmning fra Kings Of Dark Disco, gik Turboweekend på klokken 01. Stemningen var høj, og danseskoene kridtet, anført af to drenge i nederdel-bukser, der viste alle vej til det magiske punkt, dér 20 – 30 cm fra scenekanten, midt i orkanens øje.

Efter just at have udgivet deres nye album Ghost Of A Chance, kom det kun som en selvfølge, at koncerten ville tage udgangspunkt i det nye, og således lagde bandet ud med tre nye numre, der alle byggede stemningen godt op. Det hjalp ydermere på stemningen, at bandet har engageret en keyboardmand, så frontmand Silas ikke er alene om tangenterne. Der var plads til både mere bevægelse rundt på scenen, og en grundig omgang med koklokke, til alles store fornøjelse.

Andre nye tiltag i livesammenhæng var sceneudsmykningen, som normalt er meget grafisk med lys og Turbo-logoer. Denne gang var der skåret ind til benet; ingen Hvass&Hannibal at spore, hverken i sceneoppyntningen eller i drengenes tøj, der ellers normalt er pasteluniform. Hele stilen var mere afslappet, og afslørede et band med mere selvtillid, der ikke var bange for at gå i krig med de svære sjælere, der nogle gange får en koncert til at miste tempo.

Tempoet kom da også ned, med førstesinglen After Hours efterfulgt af den svævende Jezebel og Erase Myself, der i liveanledningen var blevet pumpet lidt op. Herefter tog bandet fat i bagkataloget, og fulgte festen til endedøren, med et publikum, der desværre havde peaket i første halvdel af koncerten. Det var skam ikke Turboweekends skyld, de gav den hvad den kunne trække, især Silas Bjerregaards stemme vandt nye falsethøjder, i den senere halvdel.

En grund til faldet i intensitet kunne være, at der de første 3-4 numre var ekstremt meget røg på scenen. Faktisk så meget, at man på nogle tidspunkter blev i tvivl om hvor mange medlemmer bandet egentlig tæller. Trommeslager Martin Petersen blev således flere gange væk i røgen. Dette reagerede han på ved at slå endnu hårdere i skindet, og derved give de nye, mere mellow sange en hårdere dimension.

Turboweekend må siges at være et band i udvikling, og balancerer på knivsæggen mellem at være mest mest poppet eller pumpet. Personligt så jeg gerne mere hårdhed, men noget siger mig, at jeg ikke skal være sikker på, at jeg har lurret bandet helt endnu.