INTERVIEW - TURBOWEEKEND
MARTIN ROSS

Punk, smadder og symboler

Turboweekends Martin Petersen, Morten Køie og Silas Bjerregaard
interviewet af Robin Hansen og Felix Hansted fra Underlyd

Når I laver et nyt nummer, har I så en bestemt idé om hvilken retning det tager, eller er det en fri proces?

Morten: Det er fri proces, påvirket af gode og dårlige vaner.
Martin: Men vores numre har tit samme form – det er meget med A-B-A-B (stykker, red.)
Morten: Altså, vi kan godt lide at lave lidt vilde stykker, og også lidt originalt. Det skal ligesom få folk med. Det er meget sjovere at spille noget med gang i, og så kan det godt være det bliver lidt sådan punk og smadder, og mange flere toner end normalt.
Martin: Og så kan det godt være vi spiller lidt fejl, og jeg måske ikke lige rammer trommen og sådan, men det gør ikke noget, for der er gang i den, og der er alligevel ikke så mange, som lægger mærke til det. 
Silas: Altså, der er ikke nogen, der har et arrangement klart. Vi spiller bare et eller andet, og så optager vi altid. Så kan vi så sidde og klippe i det, og så få ideér til en sang der. Mange gange har udgangspunktet været en basgang. 

Jeres første cd var meget vidtrækkende, rent stilmæssigt, hvor jeres nye cd er mere stilfast. Er det en naturlig udvikling?

Morten: Det er i hvert fald fuldstændig bevidst. Til den her plade har vi lavet mange flere numre, og så valgt hvilke, der skulle på pladen, og hvilke, der ikke skulle. Så er der også nogle lidt rolige numre såsom Your Body Free From Mine. Vi er lidt sådan fifty-fifty - lidt vild og lidt stille.
Martin: Vi overvejede endda at lave en dobbeltplade, så vi både kunne have en stille side og en vild side.

Hvordan er det at turnere i Danmark?

Morten: Jamen, det er et fedt publikum, og det har været ret vildt. Det er bare trist at Danmark er så småt et land, fordi man spiller lige torsdag, fredag, lørdag, og så efter 3 uger har man været hele Danmark rundt, så er det ligesom slut.

Er det bevidst at I har visse referencer til Bibelen i jeres tekster?

Silas: Ja, det er helt bevidst. Jeg er ikke selv kristen, men der er mange symboler og historier som giver genklang hos mange. Det er meget stærke symboler i den vestlige verden, men det er ikke så meget moralen jeg henviser til. For eksempel på Sweet Jezebel, der går jeg væk fra den traditionelle historie, og synger om hende som en hore, som gør magi på dig og så videre, men på den anden side, så vil du jo gerne selv blive lokket af hende. Og the animal 6 (Up with the smoke – down with the ash) bliver mere brugt som et symbol på det onde. Man kunne også have brugt en trold eller sådan noget, men djævelen er et stærkere symbol. Det rammer meget mere med kristne symboler – men jeg refererer ikke til den kristne moral.

I tidligere interviews ser det ud som om, at journalisterne ikke rigtig går så meget i dybden med jeres musik. Er det ikke træls?

Silas: Jo, det er lidt træls. Men jeg tror bare at det er fordi de ikke skal skrive til dedikerede fans eller noget, men til folk, som lige har hørt det navn før et eller andet sted, og så skal det ligesom bare være en lille reklame.