Not afraid of being horribleThe William Blakes' Frederik Nordsø og Kristian Leth
interviewet af Robin Hansen fra Underlyd Til at starte med holdt I det hemmeligt at det var 'ham fra Liga og dem fra Nordsø'. Føler I et pres i forhold til jeres rødder?
Kristian: Jeg føler ikke at jeg har noget at leve op til, og det har jeg aldrig haft. Nærmere omvendt. Jeg skulle bevise, at jeg ikke stod der som følge af min baggrund, men nærmere at jeg overhovedet havde noget at komme med. Liga var en slags surrealistisk 4-årig ferie for mig. Jeg har altid lavet musik, og pludselig var mit job at udtale mig om det. Men mange har mødt mig som kritiker, der pludselig også ville lave musik. Derfor tænkte jeg over, om folk ville acceptere at jeg laver musik, jeg selv synes er vigtig. Og ikke er for sjov. Altså, jeg var fuldstændig ligeglad med, om folk syntes jeg kunne leve op til mine egne kritiske indlæg, men i stedet optaget af at lave noget jeg selv syntes stod på egne ben.
Frederik: Vi synes bare det er sjovt at lege med hemmelige identiteter. Fx er det Bo, der synger de fleste vokaler på Mew's plader, men under navnet Ice Mckay, og Frido designer legetøj under navnet Megakid.
Nu hvor i har fået Peter Viskinde med i bandet, vil I så ændre jeres stil?
Kristian: Det håber jeg da! Vores mål er hele tiden at udfordre os selv, og det her er en af de største udfordringer vi har givet os selv. Jeg har selv nogle fantasier om ørken-agtig rock med himmelens hvælving som resonanskasse.
Frederik: Vi ændrer stil som vinden blæser.
Hvad er jeres forventning til Viskinde, og omvendt?
Kristian: At han kommer ind og er sig selv. At han spiller den guitar han spiller, og synger sådan som han er. Hans øre for lige-på-og-her-hooks håber jeg vi får lov at pakke ind i al vores mystik. Og jeg tror han forventer at vi giver den gas og ikke tager gidsler.
Frederik: jeg forventer at lave en kongeplade med Peter Viskinde og vores 8 mand store live band, som er The William Blakes + Alle Er The William Blakes. En eksplosion af energi med Peter i centrum.
Troels Abrahamsen skrev på sin blog: "I love almost all of the songs on the album and the ones I don’t love, I admire. I admire that this band is not afraid of being art..." Hvis I selv skal forklare det, hvad er det så, som gør musik til kunst?
Kristian: I retrospekt er musik kunst når det udfordrer sin egen virkelighed. Og når det højeste mål er udviklingen, selv på kompromis af det, der lyder godt. Jeg siger i retrospekt, for det eneste man kan sigte efter mens man laver musik, er at forsøge at udfordre sig selv. Det må være andre der - i retrospekt - afgør om man har lavet kunst. Det er ikke noget vi tænker over.
Frederik: "Not afraid of being art" lyder fint, men det er ikke sådan vi selv tænker - nok snarere "Not afraid of being horrible".
Hvad er det ved Wayne Coyne som du er så fascineret af?
Kristian: Hans elegante måde at være skør på. Den manglende frygt. Villigheden til at lade sig inspirere af Disneyagtig musik, støj, electro og popmusik uden blusel. Her er det ikke genrene jeg lader mig inspirere af, men mere hans vilje til at bruge alt som han vil. Hans evne til at være hamrende seriøs inden i det skøre univers. Hans insisteren på store temaer, vægtige tekster og filosofiske pointer.
|  |
|