| Brian Piehl holder fingeren på pulsen på SPOT. Foto: Uggi Kaldan | ...men nogle er mere højprofilerede end andre. Stifteren af det Londonbaserede management bureau WALK OF MIND, Brian Piehl, er efter flere års arbejde i udlandet vendt tilbage til Danmark.
Du har været i musikbranchen i mange år, så spørgsmålet om hvorfor du er på SPOT, kan virke lidt dumt. Du får det alligevel. (latter) Det er jo af samme grund som alle de andre. Jeg har været en ret flittig SPOT-gænger gennem årene, faktisk har jeg kun misset tre – og det var fordi jeg sad på den anden side af jorden. SPOT er et godt sted at komme, hvis man vil holde fingeren på pulsen mht. hvad der rører sig på scenerne rundt omkring, og ikke mindst hvad der rører sig bag dem. Her kan man skabe kontakter, og kontakter er nøgleordet i denne her branche. Man møder kollegaer og mulige samarbejdspartnere på en behagelig måde. Vi er alle højprofilerede, men nogle er selvfølgelig mere højprofilerede end andre – mange har sikkert glædet sig til at se og høre Neil McCormick – men på SPOT er man gode til at give folk følelsen af, at man mødes på lige vilkår, uanset hvor i branchen man kommer fra, og hvor meget man har at skulle have sagt. Det skaber et godt grundlag for det, vi er her for.
Nu nævnte du selv Neil McCormick. Havde han noget med sig, som du kan bruge? Han havde i hvert fald en række pointer, som mange kunne have godt af at høre. De var primært møntet på de helt store kanoner, som f.eks. Universal og Sony, og gik kort fortalt ud på, at de skal se at få fingeren ud – de skal ikke sidde og tude over tabte pladeindtægter, men acceptere at tiderne skifter, og prøve at komme på forkant med det, der sker – se fremad i stedet for bagud.
Har du skabt nogle forbindelser på SPOT i år? Det kan man godt sige – eller rettere genskabt en. Jeg har talt med en, jeg før har arbejdet sammen med, og vi er enige om, at det bør vi gøre igen. Jeg kommer ikke nærmere ind på, hvem det er – vi kan være meget hemmelige (latter).
Har du husket at få noget musik og festival med i købet? Ja. Personligt ender det som regel med, at jeg går efter metal. Jeg kender en del af de optrædende, også indenfor andre genrer, og håber selvfølgelig at jeg som minimum lige når at sige hej. Så meget desto mere fordi jeg jo har rejst som besat og haft base i udlandet de sidste to år – og festival kan man vel nærmest ikke undgå her (latter)...Skål!
|