| Yann Tiersen fyldte Train til randen. Foto: Thorsten Overgaard | Franske Yann Tiersen var det absolutte hovednavn på Train torsdag aften. Det kunne også ses på mængden af mennesker, der stod i kø foran spillestedet. De fremmødte fik udover Tiersen også glæde af de to mindre kendte navne Minipli og zZz.
Regnen stod ned i stænger, men det afholdte ikke en ivrig menneskemængde fra at stå i kø, for at komme ind og se franske Yann Tiersen spille sin første skandinaviske koncert nogensinde. Da han kom på scenen med sit band, var publikum med fra første tone - der blev spillet på en melodika. Stemningen under hele koncerten var god, og det var et tilfreds publikum, der forlod Train efter koncerten. - Det er ikke rigtig min musik smag, sagde Lærke Maria Skovhøj, der var på Train med venner fra sin efterskole, men hun mente dog, at det var en rigtig god stemning, Yann Tiersen og band kunne frembringe. Tomas ”Obersten” Koefoed, der normalt spiller bas i Mnemic, var meget glad for koncerten. - Fantastisk, virkelig intens og medrivende, sagde han, da SPOT Live fangede ham på vej mod udgangen. Han mente desuden, at det var rigtig spændende at lære at kende, og at han skulle ud og købe noget musik med Yann Tiersen. Efter Yann Tiersen gik luxembourgske Minipli på scenen, og det var noget, der frembragte smil hos publikum. Bandet var iført meget specielle kostumer, blandt andet bar et af medlemmerne en heldragt, der var sort og fuld af glimmer. Han havde taget begrebet heldragt meget alvorligt, da den faktisk også dækkede hans ansigt. Derudover var scenen pyntet med balloner. I starten var stemningen lidt stille, og der var ikke så mange mennesker, som til Yann Tiersen. Men efterhånden fik bandet publikum med, og der var en hård kerne i midten, der virkelig var med på det, der foregik på scenen. Filip Kirkegaard, der er på SPOT for første gang, var egentlig kommet for at se Tiersen, men blev positiv overrasket over Minipli. - Det var meget skørt og anderledes, sagde han. Han mente også, at han kunne fornemme, at musikerne havde det sjovt på scenen, og at det var meget inspirerende at kigge på. Da aftenens sidste band zZz gik på scenen, var der reduceret en del i publikum, men der var dog stadig en stædig flok, der insisterede på at holde festen i gang.
|