 | | Rumpistol er bla. inspireret af Brian Eno og Aphex Twin. Foto: Michael Ersted |
Rumpistol (aka Jens Berents Christiansen) leverer sofistikeret electronica med undertoner af dub-step. En musikform som først i nyere tid er blevet en del af den danske club-lydcollage.
Hvad kalder du den form for musik, du spiller?
Jeg plejer bare at kalde det elctronica, og det er jo så bredt, som det overhovedet kan blive – melodisk electronica med elementer af dub. For tiden er det elementer af dub-step.
Elektronisk musik oplever en meget stor popularitet for tiden. Hvad tror du, det skyldes? Og er tiden inde til at anerkende computeren som et instrumen?
Jeg tror, at folk er blevet trætte af at lytte til traditionelt instrumenteret musik – selvom rock stadig er det, der har stærkest tag i danskerne. Men mange er trætte af lyden.
Elektronisk musik havde jo også en rasende fremgang i 90'erne, der blev det jo også meget folkeligt en overgang. Så gled det lidt tilbage igen, og rocken tog over igen – men jeg synes, det er lidt omsonst at tale om elektronisk musik kontra rockmusik; næsten ethvert indieband har sgu en laptop med på scenen, og nørkler med programmerede beats. De er også trætte af den traditionelle lyd, og sådan er tingene blevet filtret ind i hinanden. På den måde bliver det omsonst at tale om elektronisk musik som en ting for sig selv. Men det betyder selvfølgelig også, at der er nogen, som bliver mere puritanske omkring deres elektroniske musik – det SKAL være maskiner. Men det har aldrig interesseret mig, det der med om det kun må være maskiner, eller om der også må være en guitar med. Jeg har selv en rockbaggrund, og blander efter forgodtbefindende. Det kan være lidt svært at klassificere sig selv.
Hvordan kan det være, at danskerne først opdager f.eks electro-clash nu? Det har jo eksisteret i årevis...
(latter) Ja, det kan man godt spørge sig selv om. Det ved jeg sgu ikke – der er danskerne nok lidt bagefter – eller det har vi i hvert fald været...
Hvor er elektronisk musik på vej hen? Har du bidt mærke i nogle tendenser?
Jeg synes, det gentager sig selv meget. Der kommer en ny genre, og så er folk meget puritanske omkring den. Så går der nogle år, og folk begynder at blive trætte af den. Så udvikler den sig, og der bliver det spændende – fordi folk begynder at tage nogle chancer, og eksperimenterer lidt mere. Lige nu kan man fornemme på de udgivelser, der kommer, at det ikke er de store chancer, der bliver taget – man skal høre på meget, der lyder identisk.
Kan du nævne nogle inspirationskilder – eller kunstnere som i hvert fald har gjort det godt?
Ja. Det kunne være Brian Eno og Aphex Twin. Man konsumerer så meget, og vender tilbage til nogle få. Det er ret få kunstnere, som rent faktisk kan det der med albumformat. Der er jeg nok lidt gammeldags – jeg kan godt lide at lytte til albums. Inden for elektronisk musik er det næsten nemmere at tale om labels end om kunstnere. Man taler mere om stil end om personer, tror jeg. Hyperdub er et af de mest interessante, fordi de prøver at skubbe tingene i forskellige retninger. Og Tectonic.
Hvor opstod din egen fascination af elektronisk musik?
Det var på en rejse til australien, hvor jeg mødte to englændere og kørte gennem ørkenen sammen med dem. Det var nogle rigtige club kids, men som havde god musiksmag og introducerede en masse elektronisk musik, jeg ikke anede eksisterede. At køre gennem ørkenen med det soundtrack var skelsættende. Så kom jeg hjem og begyndte at researche og gå til tecnofester i København osv.
Hvad er dit indtryk af at have spillet på SPOT?
Jeg synes, det var lidt svært i dag – det er svært at stå klokken tre om eftermiddagen og skulle gejle sig selv op til at spille de numre, jeg laver nu, som er ret club'ede og egner sig bedst til om natten. Men det var et enormt opmærksomt, disciplineret og lyttende publikum – og det var en fornøjelse.
|