PARTY PIRATEN FOREVER
KARINA ANDERSEN
En vaske-ægte Party Pirat.
En vaske-ægte Party Pirat. Foto: Gitte Hansen
Nogle gange møder man bare et menneske, som på alle måder er dybt fascinerende. Og redaktionen var så heldig at støde på en sådan person på dette års SPOT Festival, nemlig ingen ringere end Party Piraten.

I sin lange røde frakke og sin store bredskyggede hat ser han helt majestætisk ud, som han traver pladsen tynd, mens han venter for det, han er kommet på SPOT Festivalen for at opleve: Magtens Korridorer! Fredag aftens koncert med gruppen bliver Party Piratens 58. af slagsen, og faktisk har bandet selv foræret Party Piraten billetten til SPOT Festivalen.

Vi møder Party Piraten, da han sidder og spiser en sandwich i festivalens første timer. - Det var dejligt med noget at spise, siger han, mens han tilføjer, at det er længe siden, han har fået noget spise sidst.

- Hvis man har valget mellem en kold øl eller en sandwich, så ved man jo godt, hvad man vælger, siger han fornuftigt, mens han fortæller videre, at han faktisk har haft en heldig dag. Han har gået rundt på må og få for at opleve festivalen, og han smuttede i den forbindelse forbi HEARTS and STARS’ lille udendørs butik foran ArcHauz. Her fandt han den dejlige, røde frakke, han har på nu, og faktisk fik han den foræret af personalet.

Det må vi jo lige høre mere om, så vi opsøger Leyilah og Laura fra HEARTS and STARS. Butikken ligger til dagligt på Vesterbro Torv, hvor de modtager retro- og vintagetøj i kommission og sælger det videre til fordel for Fairtrade projekter. De var faldet for Party Piratens begejstring for den røde frakke, som han dog havde nægtet at prøve, fordi han ikke havde råd til den. De overtalte ham dog til at prøve den alligevel, og så fik han den foræret. Det betød utroligt meget for Party Piraten, hvis glæde for frakken strålede ud af ham, da vi snakkede med ham. Han har endda fået hægtet et logo på ryggen, hvor der står: Party Piraten Forever.

Det har altså på mange måder været en rigtig god dag for Party Piraten, som glæder sig meget til sin 58. koncert med Magtens Korridorer i aften på SPOT festivalen.