Urkraft, nerve og nærvær – tilsat poesi. Martin Seeberg om Valravn. Foto: Lars Rune Laen Jørgensen

Anmelderne roser, publikum jubler, og VALRAVN er en gruppe, som er ved at have ret travlt. Vi var heldige at fange Martin Seeberg (fløjter m.m.) til en snak om før- nu- og fremtid på den alternative scene, kun få timer før deres SPOT koncert i Ridehuset. Direkte stillet ovennævnte spørgsmål, var svaret:

NEJ! FOLKTRONICA!

Der bliver efterhånden skrevet en del om jer, og man kan finde jer på både MySpace og egen hjemmeside – men hvem er jeres publikum?
Det er lidt svært at svare på, for det er et ret bredt publikum – i starten var der mange middelalderinteresserede og rollespillere, men efterhånden er der også faldet mere
”almindelige” mennesker ind, og de spreder jo også ordet. Vores musik har mange forskellige sider, og appellerer til folk, som kan lide rockmusik, såvel som elektronisk musik og folkemusik. Det har egentlig aldrig været tilsigtet, at vi skulle ramme så mange som muligt, men det er ret fedt, at der er tale om en så broget flok, også aldersmæssigt – det er rart at lave noget, som kan samle.

Man skal ofte være varsom med at trække genrer ned over hovedet på folk, men når jeg hører jer, tænker jeg umiddelbart neo-folk eller feudalpunk. Genrebestemmer I jer selv?
(latter) Når man siger neo-folk bliver det hurtigt sådan lidt pagan-agtigt eller gotisk. Så snart alle de her nye genrebetegnelser kommer frem, er der jo lynhurtigt bands, der sætter sig på dem, og så afgrænser det næsten mere, end det siger. For et årstid siden opstod det her begreb folktronica, og det er egentlig ret tæt på – for vi prøver at lave en jævnbyrdig blanding af moderne, elektronisk musik og gammel nordisk folkemusik med både nye og gamle instrumenter. Vi prøver at få det gamle til at virke i en moderne kontekst.

Genskaber I noget eksisterende, eller skaber I noget helt nyt – eller begge dele?
Altså vi startede jo med at tage noget eksisterende, som vi så genfortolkede, men på vores nye album, som udkommer meget snart, har vi simpelthen nykomponeret det hele, men stadigvæk med udgangspunkt i nordisk tonesprog og nordiske sagn og historier – men samtidig med blikket rettet lidt ud i fremtiden, inspireret af nogle af de ting, der er oppe i tiden. Vi er fem forskellige mennesker i Valravn, med hver vores inspirationskilder. Nogle hælder til Björk, Efterklang osv. mens andre er mere af den gamle skole med Hedningarna og Garmana – dem der startede bølgen.

Hvor er genren på vej hen? Der er i udgangspunktet tale om sange, som har holdt i hundredvis af år, men man kan alligevel nemt få det indtryk, at begejstringen for nyfortolkninger peakede for nogle år siden. Holder I dem i live, eller sender I dem i nye retninger?
Jeg har indtryk af, at det vi kalder folkemusik, i stadig stigende grad bliver implementeret i moderne musik, som noget der tilføjer karakter – eller særpræg. Der var for et par år siden en gruppe unge mennesker, 10-20 stykker, som besluttede sig for at mødes hvert år i påsken omkring folkemusik. I dag er de ca. 150, det går sindssygt hurtigt. De sidder og spiller helt vildt! Traditionel musik – nordisk, irsk – alt muligt. Jeg vil næsten vove at påstå, at det er den type musik, det er sjovest at være i lige for tiden. Der bliver hygget og spillet musik på kryds og tværs – der er virkelig gang i de fester og seminarer, de holder.

Men hvad med fremtiden...?
Vi prøver at give et bud på, hvad der kunne være nutidigt ved at bibringe mange af de elementer, vi godt kan lide – også det gamle. Så kommer der sikkert nogle andre og kører det endnu længere ud på et eller andet tidspunkt.

Andre skandinaviske lande har, sammenlignet med Danmark, en helt anden tradition for overlevering – er I med til at gøre folkemusik mere accepteret herhjemme?
Det tror jeg helt sikkert! Hedningarna startede jo som sagt hele denne her bølge, og herhjemme blev det så Sortenmuld lidt senere. De fik mange til, at synes det var lidt spændende med det der nordiske. Når man når det plan, vi er på nu, er jeg helt sikker på, at det er med til at være stilskabende.

Færøske Anna Katrin er Valravns sangfugl, her på årets SPOT Festival. Foto: Lars Rune Laen Jørgensen

I er meget anmelderroste, og publikum jubler. I har en loyal og hurtigt voksende fanskare. Mærker I nogen forskel på, om I spiller for et skandinavisk publikum eller folk fra andre himmelstrøg?
Det er klart, at der i udlandet er mange, som ikke har hørt om os før – eller hørt noget lignende. Mange får en helt ny oplevelse og synes, at det er meget eksotisk. Det kan virke som en øjenåbner, og man skal ikke ret langt ned i Tyskland før ”norden” er lidt af et begreb – noget lidt spændende. Herhjemme har langt de fleste en fornemmelse af hvad de går ind til, når de kommer til en af vores koncerter. Mange har været det flere gange. Vi var på en turne, hvor vi spillede på en masse efterskoler og højskoler, og det er klart, at når man spiller for 6-800 elever, så breder det sig. Til november skal vi på turné, og spille for en række gymnasier – det bliver skidespændende at spille for den aldersgruppe, som aldrig har hørt noget lignende. Ikke at vi i den grad går efter det alternative, men mange på den alder vil helt sikkert stå af, når de hører om os – men ikke nødvendigvis når de hører os. Så sker der lige pludselig noget.

Anna Katrin (sang, red.) er meget karismatisk, hun er fra Færøerne, og har lidt accent. Hun kan godt fremstå mystisk og eksotisk, selv herhjemme – og det er jo ikke tilfældigt, at vi har fundet sammen med hende – hun har i høj grad en relation til det traditionelle materiale, fordi Færøerne har en meget levende tradition med at synge ballader og danse kædedans, hvor der synges de her lange sange, som kan strække sig hen over det meste af en time, før de er færdige (latter). Hun har respekten, fordi hun i den grad har haft traditionen inde på livet. I Danmark tror jeg til gengæld, det er svært at finde nogen, der har et forhold til de der gamle traditioner – der er i hvert fald ikke mange, som bliver konfronteret med dem.

Mærker I nogen forskel på, om I spiller koncert for et publikum som udelukkende er kommet for at høre jer, eller på en festival, hvor folk i princippet kan gå ind og ud?
Selv til festivaller kommer der en stor del med armbånd som godt ved, hvad Valravn er, så på den måde er der ikke den store forskel. Men på festivaller er der selvfølgelig også altid en skare, som ikke kender til os, men som bliver drevet op mod scenen for at høre, hvad det er for noget – og det er jo superspændende for os, at der kommer en skare og oplever os for første gang. Det er jo super fedt – men det er også fedt at være på et lille spillested, hvor folk virkelig er kørt i stemning. Det fantastiske ved den her

Der er altid fest og farver til Valravns koncerter. Foto: Lars Rune Laen Jørgensen

slags musik er, at man jo ikke rigtig skal varme op. Man er på en måde i samme båd som publikum fra starten, som om man har vedtaget, at nu går man ind i et eventyr. Det her magiske univers er vigtigt, og det er intentionen at bibeholde netop det – der er ikke rigtig andre bands, der gør det i den genre. Stort set alle dem, der har været vores forbilleder holder pause, eller er holdt helt op. Pludselig er vi havnet i en slags vacuum, hvor vi er de eneste, der spiller noget i den her genre – og publikum er altså til det stadigvæk.

Hvis du skulle sætte tre nøgleord på Valravn, hvad ville de så være?
(dyb indånding...pause...latter) Tre ord? Noget med nærvær og urkraft. Mange af de der rigtig gamle melodier har en form for urkraft og nerve. Urkraft, nerve og nærvær – og der er vel også noget poetisk i det.

Er der nogen, I gerne vil sammenligne jer med?
Det kommer an på hvem i bandet, du spørger. Vi kommer som sagt med hver vores inspiration og indfaldsvinkel. Nogen er mest til middelaldermusik, andre er til elektronisk eller folkemusik, men det er den smeltedigel, der skaber noget nyt.

Er det der poesien opstår?
Ja... Det er det måske...