| Party Piraten og Johan Olsen efter koncerten. Foto: Gitte Hasseltoft | Fredag skrev vi om Party Piraten – den store fan af Magtens Korridorer, som havde været så heldig at få foræret en ny, rød frakke. I dag beretter vi om hans oplevelse af koncerten med bandet fredag aften.
Vi møder Party Piraten igen, da han står i køen til koncerten med Magtens Korridorer og tålmodigt venter på at komme ind til det, der bliver hans 38. koncert med bandet (og ikke 58. som vi nævnte i første artikel). Vi aftaler at snakke med ham efter koncerten for at høre hans anmeldelse af oplevelsen. Da Magtens Korridorer har spillet sit sidste nummer, kommer Party Piraten svedende ud fra salen og smider den elskede røde jakke: - Pyh, det er altså varmt, når jeg ikke har haft råd til øl hele dagen, siger han og tager glad imod den øl, vi tilbyder ham. Han skynder sig at tage en slurk af den, for han kan næsten ikke vente med at fortælle os, hvor begejstret han har været for koncerten. Da vi spørger om, hvorfor koncerten var fed, svarer han, at det er fordi enhver koncert med Magtens Korridorer er forskellig - det er aldrig den samme oplevelse. Og desuden synes Party Piraten, at han kan relatere til faktisk alle de sange, Magtens Korridorer skriver. Som han siger: - Hvem har ikke siddet på Nordhavn Station og er blevet smidt ud af konen? Undertegnede nikker ivrigt til svar, selv om jeg overvejer, om jeg rent faktisk kender nogen mænd, der har prøvet det. - Men…, tilføjer Party Piraten, - jeg har dog aldrig prøvet at være en hesteluder!
| Party Piraten har fulgt Magtens Korridorer i tre år. Foto: Gitte Hansen | Party Piraten fortæller, at han har fulgt Magtens Korridorer i tre år, og siden de begyndte at lægge mærke til ham, har han været på gæstelisten til alle koncerterne. - Folk tror ikke, at en bums kommer på gæstelisten, siger Party Piraten og fortæller, han flere gange har oplevet, at arrangører ofte har været skeptiske overfor overhovedet at tjekke, om han stod på gæstelisten. Men han udbryder taknemmeligt, at det ikke gør noget, for han synes, han er heldig at have haft så mange utrolige oplevelser med alle koncerterne i de tre år, han har fulgt bandet. Han fortæller dog, at rock musik faktisk ikke er hans yndlings musikgenre: - Hvis jeg kunne bestemme, var det techno, der var på barnevognen, siger han og griner. Men Magtens Korridorer er yndlingsbandet til trods for den manglende techno-status. - De er bare altid gode, men de var helt oppe i det røde felt i aften – det var fedt!
Da salen er tømt for publikum, kommer Magtens Korridorer ud for at skrive autografer, og forsanger Johan Olsen kommer over for at tale med Party Piraten. Johan beundrer den nye røde frakke, som Party Piraten stolt viser frem. De joker frem og tilbage, og Johan siger hurtigt ja til en lille fotosession sammen med Party Piraten. Inden vi forlader de to, fortæller Party Piraten, at han skal ud og sælge de hjemløses blad, Hus Forbi, lørdag, så han kan få råd til togbilletten til koncerten med Magtens Korridorer i Struer lørdag aften. Det kan man kalde en dedikeret fan.
|