HEMMELIGE HØKER-KONCERTER GIVER AFKAST
MIK STEGGER

Mads Mulvad fra Way Up North. Foto: Amanda Elisabeth Olesen.
Mads Mulvad fra Way Up North. Foto: Amanda Elisabeth Olesen.
SPOT Festivalen byder på et mylder af aktiviteter, med koncerter og foredrag på de 11 officielle scener i og omkring Musikhuset, men samtidig foregår der mindre officielle spin off-aktiviteter på og udenfor festivalpladsen. En del af disse finder sted på standene hos DUP, de danske uafhængige pladeselskaber og hos den nordjyske vækstlagsfestival, Way Up North, der begge har stillet telte med scener op på plænen foran Musikhuset.

Nordjyske resultater
Begge organisationer var repræsenteret på samme måde sidste år, og Way Up North afviklede dengang en koncert med Sofie Nielsen, der spiller elektronisk musik under navnet Tone. Koncerten blev så vel modtaget, at Tone efter SPOT 2008 blev sendt på musikalsk udveksling til Benelux-landene på en billet, der ellers var øremærket de officielle SPOT-artister. Samme koncert var også med til at bane vejen for, at Tones musik blev udgivet internationalt.

Mads Mulvad, booker på Studenterhuset i Aalborg og medarrangør af Way Up North, føler ingen skadefryd over på den måde at kunne afsætte artister til de internationale branchefolk udenom de officielle SPOT-kanaler. Han er til gengæld glad for, at hans og de øvrige nordjyske festivalarrangørers indsats, bærer frugt, og han fremhæver samtidig, at det nordjyske har mere at byde på indenfor rytmisk musik. Der er ikke nogen samlet Limfjords-bølge eller Aalborg-sound på spil, men talentmassen er der, og den er stor.

Thee Attacks fyrer den af på Way Up North. Foto: Amanda Elisabeth Olesen
Thee Attacks fyrer den af på Way Up North. Foto: Amanda Elisabeth Olesen
Alle gode gange to?
Og der hviskes da også allerede forventningsfuldt i krogene om lørdag aftens koncert i Way Up North-teltet med de unge, tresserinspirerede løver i Thee Attacks. Bandet har under sit ophold på SPOT mærket interesse af den slags, som man helst ikke må sige for meget om, når man stadig forhandler pladekontrakt, men medlemmerne afslører, at både pladeselskaber og medier har været særdeles interesserede i at slå kloen i bandet. Med nordjysk underspillethed meldes det fra bandbussen, at det ikke ligefrem bliver noget problem at få udgivet pladen.

Interessen er ikke blevet mindsket af, at den unge kvartet har indspillet deres debutalbum i Toe Rag studiet i London med ejer Liam Watson i producerstolen. Watson er en navnkundig herre, der bl.a. har produceret for White Stripes, Supergrass, Holly Golightly og The Kills, og han faldt eftertrykkeligt for bandets musik efter, at de havde sendt ham en tidlig demo. De fire medlemmer tog en måned til London for penge, der er søgt om, men ikke givet tilsagn til, men der er enighed om, at turen var en oplevelse, de ikke ville være foruden. Det var, som de siger, lige som vi havde drømt om, at det skulle være.

De gode historier om fire unge mænd, der kaster sig ud på det dybe vand og forfølger drømmen, er med andre ord på plads. Tiden vil vise, om høker-koncerterne på SPOT har kastet endnu en succeshistorie af sig.