| Exmortem dødsmærker publikum. Foto: Jesper Hedemann | Exmortem har spillet dødsmetal i 17 år, men det er første gang, de spiller på SPOT. På Filuren mødte de et anderledes publikum, end de sædvanligvis optræder for. Og de havde til lejligheden gjort ekstra ud af at skabe et exmortem’sk univers. På forreste række står en håndfuld langhårede fyre og headbanger, bag dem hopper unge indie-fyre rundt blandt hinanden. Koncerten med Exmortem begyndte med munkekor, men nu er dødsmetallen for alvor sluppet løs. Tre zombie-lignende piger bevæger sig rundt blandt publikum med tomme, stirrende øjne. Stopper op, kigger intenst ind i øjnene på skribenten og binder et hvidt bånd om håndleddet. Hvad betyder så det, spørger vi Martin Thim, guitarist i bandet, om efter koncerten.
-Jaa, så er du jo nok mærket til døden…, siger han med et skævt smil.
Exmortem har til denne koncert skabt et særligt univers, bygget op omkring deres seneste album, Funeral Phantom. Teksterne på albummet omhandler et skrækscenarie for fremtiden. Med skræmmende figurer i forskellige absurde afskygninger. For det utrænede heavyøre, er det svært at forstå, hvad der bliver sunget. Martin Thim medgiver, at teksten ikke er let at høre, men i Exmortems musik er det mere en stemning end teknik, der er i fokus.
| Exmortems tekster omhandler et skrækscenarie for fremtiden. Foto: Jesper Hedemann | -Hvis vi kan skabe mørke og en underlig stemning, så er vores topmål nået. Vi leder efter en følelse, selvom det måske ikke er det, man normalt associerer med metal, siger han. Exmortem har været på scenen i mange år, de blev dannet i 1992. -Vi tror ikke, vi skal spottes,” siger Martin Thim, guitarist i bandet.
At spille på SPOT giver dem først og fremmest en anderledes oplevelse, og en anderledes mediedækning. Og de får lov til at spille for et andet publikum end sædvanligt. -Normalt kan man se, hvor godt metal er, på hvor meget folk bevæger sig. Her er det anderledes, og der er ikke så meget masen. Men det er også fedt med applaus imellem numrene, og der var en fed respons, synes Martin Thim. Hvis der er nogle, der synes, de har prøvet noget anderledes her, så er han tilfreds. Og hvis der er nogen, der synes, det var lidt uhyggeligt at gå hjem efter koncerten, så er det også helt ok.
|