 Hvad får man, hvis man blander et drengekor, et rockband optændt af åbningsaftensære og et symfoniorkester fra provinsen? Man får et højstemt soundtrack til diskussionen om, hvad den klassiske musik har at tilbyde den rytmiske. Og omvendt, ville være den demokratiske afslutning på den sætning, men det ville ikke være helt rigtigt.
Torsdag aften, da rockbandet Aves sange blev sendt ud til Musikhusets publikum i en klassificeret udgave med hjælp fra Odense Symfoniorkester og Herning Drengekor, var der nemlig ingen tvivl. Klassisk musik er rytmisk musiks bitch.
Der er ikke noget galt med sådan et S/M-forhold, slet ikke. Nogle gange får begge parter tilfredsstillet deres lidenskaber, og i de bedste tilfælde vandrer de ud af koncertsalen med julelys i øjnene. Andre gange bliver den masochistiske part udnyttet på det groveste og tvunget til at danse og vise tricks for sin herre. Det er da også forståeligt, at magten korrumperer de rytmiske musikere, f.eks. DJs, electronica-kunstnere og rockbands med hang til det såkaldt episke.
Der er jo et kæmpe uudnyttet potentiale og indbygget kulturel status i sådan et disciplineret og højtideligt klassisk kor og orkester, der villigt lægger instrumenter til ens soveværelseskompositioner. Man kan være sikker på opmærksom alvor, når en hel strygersektion indleder et nummer, der før måtte nøjes med Yamaha strings. Publikum i Musikhuset var da også imponerede, da tæppet torsdag aften gik op og afslørede et fuldt besat symfoniorkester og flere renskurede kordrenge. Hvornår klapper man i øvrigt til sådan en koncert, hvor hver sang vel også er en såkaldt sats, så man teknisk set skal vente helt til slutningen?
Ave arbejder med romantiske ballader i guitarsvøb og synthesizerklokkespil, og teksterne er planket fra engelske 1600-talsdigte - endnu et indbygget element af højtidelighed og alvor. Til åbningsaftenen havde de lagt et mock gammeldags ark papir ved hver stol, holdt sammen med et vaskeægte blodrødt segl, og på lærredet bag ved orkesteret blev der vist videokunst og sceneoptagelser.
Svulstigheden var ikke til at spøge med, og Ave havde gjort meget for at skabe et helhedsindstryk og en oplevelse, som man siger. Det ændrer ikke på, at det klassiske orkester ofte fungerede som fyld og effekter frem for en medspiller til bandet. Når det skulle være storslået og soundtrack-agtigt, blev strygerne læsset på, mens ildevarslende stemning var lig med pauker. Som om et symfoniorkester automatisk tvinger følelser og stemninger frem, der ikke er tilgængelige for et rockband, og som om klassisk musik kun har sin berettigelse, hvis den kan pumpe et halvkedeligt nummer op med en række koncentrede kontrabassister.
Aves gode numre var stadig gode, mest af alt If ever any beauty…, men ikke på grund af noget klassisk element. Der var simpelthen tale om dårlig udnyttelse. |