De fine minimalistiske melodier druknede i guitarstøj
Der var høje forventninger til den instrumentale virtuos Yann Tiersen, som på disse breddegrader er mest kendt for sine soundtracks til filmene "Amélie" og "Good Bye Lenin". Hans musik er ofte præget af en lille enkel melodi, der kan være spillet over alverdens instrumenter, og som i sammenhængen med de andre instrumenter skaber et imponerende lydbillede, der selvsagt er oplagt til det store lærred.
 | | FOTO: Morten Nygaard |
Det stopfyldte Train denne aften kunne i forvejen se alverdens instrumenter på scenen, der vidnede om, at vi ikke skulle snydes for Yann Tiersens farvestrålende musik. Forskellige synthesizere, violiner og guitarer var opstillede, og da de fem medlemmer i gruppen kom ind på scenen, blev en kort intro på to farverige blæseinstrumenter spillet uden videre præsentation. Det virkede nonchalant og fransk på den eksperimenterende måde, som man netop ønskede denne aften. Derefter iførte Yann Tiersen sig en elguitar og gruppen påbegyndte flere instrumentale rocknumre kun afbrudt af enkelte fraseringer fra manden i front, hvilket skulle vise sig at være instrumenteringen for langt de fleste af sangene denne aften.
Desværre var vokalen så mudret, at folk var i tvivl om, hvornår han sang på engelsk og fransk. De guitardrevne numre blev hurtigt ensformige, da de også bygger på Tiersens enkle melodier, men da de ikke havde de spændende instrumenter at gøre godt med, blev det enkle smukke lydbillede til forsimplet støj. Heldigvis nåede de næsten punkede numre et klimaks midt i sættet med et stort kaos af lyd og lys, hvor Yann Tiersen endelig steg op af ruinerne med sin violin i hånden.En ny start
Overgangen til det nye instrument fungerede godt, og de efterfølgende numre med Tiersen i et hæsblæsende tempo over strengene gav instrumenteringen en større spændvidde og var koncertens bedste. Blandt andet fik publikum det violindrevne nummer "Le Quartier" at høre, og Tiersen fremførte solonummeret "Sur Le Fils", der efterlod ham med en ramponeret bue i hånden til folks store begejstring. Det sidstnævnte nummer var samtidig det eneste, der blev spillet denne aften, som også er med i "Amélie"-filmen.
Yann Tiersen, der efter sine violin-numre havde formået at rode sin franske hårpragt til en uigenkendelig masse, gik hurtigt tilbage til de guitardrevne sange med flere kaotiske slutninger, hvilket havde mistet sin effekt, efter at publikum havde hørt dette flere gange. Et ærgerligt valg for multiinstrumentalisen, som sagtens kunne have givet folk flere af sine mere eksperimenterende numre, der denne aften havde en Balkan-stemning over sig og indfandt sig bedst hos publikum.
Instrumenteringen haltede også på trods af de forskellige tiltag på synthesizere, violin og en enkelt omgang ukulele. Yann Tiersens musik er ofte drevet af klaveret eller harmonikaen, der henfører lytteren til komponistens inspirationer i den franske sangtradition. Disse grundlæggende instrumenter var desværre ikke repræsenterede denne aften. I stedet blev man mødt af en støjmur, der også afsluttede koncerten på Train, og som langt hen ad vejen hæmmede de små enkle melodier, mere end de gavnede. |