Foto: Jan Chrillersen

WhoMadeWho havde hængt de efterhånden klassiske skelet-dragter tilbage i skabet, og entrede istedet scenen iført amish-lignende tøj, så de vakte minder om noget fra Harrison Ford -filmen The Witness. Ny plade og nyt koncept synes at være tankegangen, men forandringen var nu ikke større end som så. For WhoMadeWho holder godt fast i de dyder, som i sin tid hjalp dem med at sparke døren ind til det store udland.

Efter at have startet koncerten med den vocoder-bårne "Small Town City", fra det seneste opus "The Plot", kastede bandet sig endnu engang ud i deres nok største hit, "Space For Rent", inden turen kom til en coverversion af Mr. Oizos technoklassiker "Flat Beat". Det er ganske kendetegnende for trioen at de, selv til en kort koncert som denne, finder plads til to covers i den korte tid de har til rådighed.

Og det er nok der, deres enorme rutine spiller ind for alvor, for de ved præcis, hvad der fungerer i den givne sammenhæng, og de bruger alle tricks i bogen uden at undskylde. Og det er altså ekstremt effektivt og medrivende. Man har en fornemmelse af, at Tomas Barfod kan kaste sig ud i et vilkårligt beat bag trommerne, og så vil resten af bandet følge trop, og det vil være fejende funky, gyngende og groovy. For selv om bandet efterhånden besidder flere glimrende sange, er det ofte de lange instrumentale passager, som for alvor trækker stikket hjem.

For WhoMadeWho har evnen til at bygge en stemning op via insisterende beats og lækker bas, og når forløsningen kommer, letter taget i en grad, så man kommer til at tænke på åndsfællerne i belgiske Soulwax. Og det er egentlig også meget sigende for den liga, som Danmarks måske bedst bevarede hemmelighed befinder sig i. De spiser kirsebær med genrens giganter på de internationale scener, og det er så absolut med rette.

Og når man er i den liga, behøver man ikke bekymre sig om, om de rigtige forbindelser er til stede i salen. I stedet gav WhoMadeWho pokker i branchens musiksnobberi og leverede et forrygende show, som henvendte sig imod dem, det virkelig handler om, nemlig publikum i salen. Og hvis det betyder, at man skal spille Benny Benassis enervernde techno-basker "Satisfaction", så tager vi også imod det med kyshånd. For når målet er fest, så helliger målet alle midler.