WAKING LIFE - SPOT FESTIVAL 2009, ARCHAUZ, STORE SAL, ÅRHUS
KRISTIAN PEDERSEN - GAFFA
Foto: Toke Hage
Foto: Toke Hage
Hypernergisk lydinferno med pletskud og forbiere

Når ens primære ønske er at underholde og holde fest, må det være frustrerende at skulle levere foran et siddende publikum i en gammel teatersal. Waking Life gik kompromisløst til opgaven, men den store forløsning kom kun i glimt.

Med sig havde de seks drenge alt fra blæsere, slagtøj, guitarer og tamburiner. Musikken er drevet af en stærk rytmesektion med lange instrumentale passager. Der er smil på læben, og der er på alle måder tale om et livsbekræftende orkester. Det lyser af musikalsk overskud, blandt andet er det bemærkelsesværdigt hvordan forsangeren, Mathias Bang Petersen, et par gange formår at stå fremadlænet og beherske sit keyboard og samtidig rette præcise bagvente højrebensspark direkte imod en hi-hat bag ham.

Numrene introduceres med humor og glimt i øjet, om end det i længden ofte bliver en smule plat. På samme måde virker det en smule overgearet, når forsangeren springer rundt med et stort sørøverflag over hovedet.

Selvom Waking Life overvejende gør sig i det voldsomme lydsammensurium, levnes også plads til et par numre med akustisk guitar og dæmpet vokal, der faktisk fungerer som et godt afbræk.

Afslutningsvis lykkedes det at lokke folk op af sæderne og ud på gulvet til euforisk dans. Det løfter koncerten op, og man overvejer, om dette scenarium havde fulgt hele koncerten i tilfælde af en anden lokation end en teatersal. Missionen om at underholde og feste blev i hvert fald afslutningsvis indfriet, og publikum forlod salen med smil på læben.

Den endnu unavngivne debutplade fra Waking Life udkommer i sensommeren.