Tangoen og dubbens hede affære
| FOTO: Anders Steensgaard | Referencerne til Gotan Project er tydelige denne lørdag aften i Archauzs Store Sal, hvor Von Daler & Low Pressure skaber en skøn chillet stemning med deres mix af latinamerikanske rytmer, reggae og elektroniske spidsfindigheder. Real Love Ensemblet er frugten af et langt samarbejde mellem tangomusikeren Asger von Daler og dub-, reggae- og hiphop-musiker samt vokalist Emo Dada aka Low Pressure. Det fem mand store orkester, der tæller pladespiller, akustisk guitar, argentinsk tangoharmonika samt elektronisk udstyr, starter koncerten med radiohittet "Real Love". På vokal erstatter Stina Kinck afdøde Natasja, der synger på den indspillede version fra sidste års fine album "Sonatas En Dub". Det gør hun rigtig godt. Iført kort sort kjole og en vild hårpragt vugger hun stemningen i gang med sin kælne stemme. Og publikum vipper stille med på stolene. Den akustiske guitar tilsættes et dybt dub-beat, og den varme stemning spreder sig i salen. Den kvindelige vokal får mere plads på de næste par numre. Derefter tager Emo Dada lidt over med tilbagelænet rap og sang tilsat scratch fra pladespillerne. Der er hele aftenen et fint sammenspil mellem instrumenterne og det elektroniske udstyrs zap-lyde og manipulation af vokaler. Good Vibes Stemningen får endnu et hak op mod sydens solen, da bandet får besøg af en gæsterapper. Med autentisk jamaicansk accent rapper han "Ignorance is a ticking bomb", og hele salen, som nu næsten er fyldt op, nikker forstående. Dette er positiv musik, og de gode vibrationer danser fra gulvet og op til de fremmødte. Efter reggeapræsten har prædiket kærlighed begynder næste nummer med Stina Kincks fine, stille vokal. Von Daler & Low Pressure har en god balance mellem de rolige numre og det mere uptempo dubbede. Det kombineret med den varme energi fra musikerne skaber en rigtig god oplevelse. Jah man.
|