TURBOWEEKEND : SPOT FESTIVAL 2009, VOXHALL, ÅRHUS
MICHAEL JOSE GONZALEZ - GAFFA
Foto: David Bust
Foto: David Bust
Turboweekend levede op til sit navn

Der er tæt pakket på Voxhall på denne Spot-fredag. Aftenens sidste koncert på det århusianske spillested byder på Turboweekend, og fra første tone er der lagt i kakkelovnen til en koncert af de bedre.

En tung bas fyrer op under aftenens første nummer, der også er en fremragende demonstration af forsanger Silas' vokale færdigheder. Det er hårdt, energisk og yderst dansabelt, og mærkatet heavy-dance giver pludselig god mening.

Der er ikke meget plads imellem de mange fremmødte, men der hoppes og danses på livet løs til bandets iørefaldende melodilinjer, der på formidabel vis blandes med smittende rytmer og kompromisløs synth-støj.

Voxhall er tæt på at overophede, og man får en fornemmelse af, at kvartetten er i besiddelse af så meget fysisk energi, at de er nødt til at kanalisere den ud igennem musikken. Til stor begejstring for publikum.

Der er ingen slinger i valsen fra bandets side. Der spilles stramt og selvsikkert med en bevidsthed om kvaliteten af eget materiale. Festivalfolket er i festhumør, og stemningen er i top. Med en ko-klokke dirigeres publikum til at klappe i takt, før de får selskab af en tændt Turbo-forsanger, der springer ned i menneskemængden.

Aftenens koncert byder ikke kun på energi. Der bliver også tid til et besøg i den mere lavmælte afdeling, hvilket ikke har nogen negativ indflydelse på publikums koncentration og tilstedeværelse. Opmærksomheden er intakt under de afdæmpede numre, der vidner om et band, der har styr på sine virkemidler.

Turboweekends musik inviterer både til fest og eftertænksomhed. Lagene i musikken er mange, og efter denne aftens magtdemonstration, skal bandet være mere end velkomne til at sætte turbo på denne anmelders weekend en anden gang.