 | | Foto: Henrik Hviid |
Besjælende blød åbning fra københavnsk americana-kvartet.
The State, The Market & The DJ's dogmatiske og eksistentielle navn og temaer udfolder sig på den anmelderroste debut (med den Orwellske titel) "New Speak" fra 2008. Bandets umiddelbare udgangspunkt er de dylanske-narrativer og americana-traditionen, og Erwin Thomas' rene tenor tegner smukke, tunge spor af bedrøvelse og fortrydelse gennem kvartettens numre. Besjælende smukt. Men under det dansk-americanaske lag finder man også den repetative nordamerikanske indie- og beard-folk-tendenser samt jazzede postrock-passager. Sådan Bonnie Prince Billy møder Rufus Wainwright møder Win Butler.Flankeret af Anders Holst, Eske Nørrelykke og Martin Jørgensen på laptop og trommer, kontrabas (med bue) og elektriske guitarer (til tider også slået an med bue) skulle E.T. stå for den første Spot-koncert i Ridehuset i år - den bløde åbning, om man vil, og The State, The Market & The DJ åbnede med "A Father's Song" - der i øvrigt også er åbningsnummeret på debutalbummet - der med rolige, introverte og stemningsfulde klangflader, henfald i mol, efterlod forsangerens stemme helt centralt, nær-acapella i front. Erwin Thomas - med ærlige små ticks og aparte introverte gestikker - sang det næsten tomme Ridehus varmt gennem det første nummer fulde ti minutter. Oplyst med projektører fra gulvet på forkanten af scenen, medvirkede de fire musikere uvidende i et poetisk skyggespil på det sorte bagtæppe. Koncertens godt 40 minutter gav kun plads til fem numre på tracklisten, og med lange, langsomme passager krævede det enorm tålmod hos Spot-publikummerne. Det står til diskussion, om man kunne vælge at sætte mere tempo, at vise mere af det musikalske repertoire - end blot de fem numre - når Spot nu også er en branchefestival, men omvendt spillede The State, The Market & The DJ, hvad de står for, og hvad man kan forvente, hvis man har hørt pladen. Til gengæld vil jeg hævde, at en mørk teatersal passer bedre til bandet end et stort Ridehuset klokken 14 om eftermiddagen. Der kom flere folk til spillestedet i løbet af det fantastiske "1981-1990", og intensiteten steg med små skridt gennem koncertens 40 minutter gennem "Sweet Marie" og "Consumable" - som begge flød ud i postrockede og lidt (for) ensformige stykker til en showcase. Nok bliver intensiteten bygget op, men der kommer ingen stor forløsning, blot fader numrene ud efter hinanden. Efter den småkedelige træden vande midtvejs, fik bandet til gengæld spillet deres forrygende nummer, "Night Letters" som afslutning og efterlod et samlet godt indtryk. Musikerne er teknisk dygtige, illustreret ved deres præcise orkestrering af lydelementerne snarere end hastigheden med hvilken, de udtrykker sig, mens vokal og sangskrivning er af international klasse - så giv os flere end de otte, vi har fået på debuten! The State, The Market & The DJ er på vej frem, og deres poetik overskygger enhver fornemmelse af træden vande, hvis man blot hører musikken i dets rette element.
|