 | | Foto: Jesper Hedemann |
En rodebutik med hits i rodekasserne
Superhittet ”The Rules” er ikke det værste nummer at åbne en koncert med. Stemningen er fremad og/eller opad hele vejen. I en sådan grad, at det ikke er gjort bedre her til lands, ja, siden ”Esssentials” af samme band. Men The Broken Beats er andet og mere end supermelodier der løber fremad. Og det er ikke helt skidt. Først fik vi ”The Rules” i slow motion, med tilhørende skuespil af kvintetten. Men så var det afsted – desværre uden alle de strygere, der så glimrende og fremragende bruges på pladen (”You´re Powerful, Beatiful and Extrodinary” – fjerde i rækken fra februar '09). Her var kun et sample, der naturligt nok var trukket noget tilbage i lydbilledet med noget mindre fylde til følge. Men det gav til gengæld mulighed for at høre mere af det fremragende tangentspil fra Kenn Eskildsen. Noget der skulle vise sig at gælde under hele koncerten. Ligesom spillet fra guitarist Nis Neubert Klougart, bassist Line Hoeck og frontmanden var helt i top. Frontmanden er, nærmest naturligvis, Kim Munk. I hvidt fra top til tå (bukserne sprak desværre), et stort smil, og en stemme der var godt rundt i registeret, uden at klarheden eller renheden afveg det mindste på noget tidspunkt. Men særligt distinkt var den nu heller ikke. Variationen mellem numrene, var større end mellem holdningerne rundt om bordet i FN. Vi kom virkelig rundt i genrer, tempi, stemninger og det hele. Fra de nævnte hits ”The Rules” og ”Essentials”, til den meget mere rå, mørke og eksperimenterende ”Black Fire” , til de helt stille, til solo-visesang på guitar og sang af frontmanden alene og rytmeklap fra salen. Noget rod, simpelthen. Intet fungerede så godt som hittene, men alt fungerede glimrende alligevel. Det eneste der gerne måtte være mere af, var en mere genkendelig lyd. Den store variation gjorde det svært at se retning på det hele. Hvad vil de egentlig med os – hvordan lyder de egentlig? Svaret blev aldrig klart, men når alt lyder godt, er det en petitessekritik. Snak var der også fra scenen. Det første, vi fik at vide, var, at bandet i dagens anledning havde omdøbt sig til ”The Living Legends”. Noget det tætte og tilfredse publikum da også virkede til at give mere ret i, end man turde håbe på. ”Der plejer godt nok ikke at være så mange”, som Munk sagde. Det burde der.
|