 En af lørdag aftens helt store kvindebedårere viste sig at være singer-songwriteren N*Grandjean, en slags dansk Jack Johnson – dog uden samme bid. N*Grandjean fremviste et par sjældent sete talenter, blandt andet i form af nuttet hundeansigt, som fik de fleste kvindelige tilhørere til at overdynge det tre mand store band med klapsalver, på trods af at musikken ind imellem lå og lullede i et felt mellem platheder og patetisk alvor. Et andet af de sjældent sete talenter blandt danske musikere afsløres sidst denne artikel.
Efterhånden som koncerten skred frem, følte N*Grandjean sig mere og mere fortrolig med publikum, på grund af deres yderst positive tilgang til ham: "Jeg skulle lige til at fortælle jer noget helt vildt hemmeligt, fordi I er så søde ved os… men det lader jeg være med."
Charme fornægter sig ikke. Kommentarer som disse fik de fleste tilbageværende skeptikere til at sænke paraderne og lade sig forføre af de afslappede og dygtige musikere. For de fremførte sangene med vellydende sammenspil. Teksterne fik det ikke umiddelbart til at gippe i en, og melodierne var heller ikke kæmpehits, selvom en sang som Love Rocks nok skal få en del lyttere til at trykke repeat på deres respektive musikafspillere.
Der var mange lækre finesser i musikken. Keyboardspilleren, som i øvrigt havde det mest fantastisk svungne overskæg på hele Spot Festival, gav sig fx på et tidspunkt til at synge opera. Det løftede det hele op i en sfære, der klædte musikken. Senere gik keyboardspilleren over i en knap så poetisk retning, idet han fremførte nogle mystiske flupre-lyde, der mindede om babyer der endnu ikke har fået fuld kontrol over hverken tunge eller læber: Flurp, blurp, Flurp, blurpe, blurp-blurp… det var egentlig en interessant og velfungerende rytmisk idé, men det blev bare lidt for plat, når hans øjne og kinder samtidig krøllede rundt i spastiske cirkler, der fik ham til at ligne en, der efterligner en epileptiker under et anfald.
Alt i alt gav de vellydende, tandløse sange en lyst til at tage en blunder midt i det hektiske Spot-program. Eneste forhindring var, at der manglede benplads til at synke ned i sædet og give nakken den nødvendige støtte. Det skal blive spændende at følge N*Grandjean og hans to farverige kumpaner fremover, for hvis de formår at få lidt mere af det, man med et fortærsket udtryk kalder for kant i musikerkredse, så har de gode kort på hånden. Publikums interesse har de i hvert fald til fulde i kraft af deres humor, charme og kvindetække.
Til sidst sidder man blot med en lille nagende irritation over, at N*Grandjean ikke forløb sig og fortalte om sin hemmelighed. Men det er jo egentlig et godt trick, som får publikum til suse ind på Myspace for at se, om man kan brække nogle koder og finde noget smuds under gulvtæpperne. Tag at lyt til "Heroes and Saints", det er bestemt noget der vokser ved flere gennemlytninger. Og så til det andet af N*Grandjeans sjældne talenter, udover hundeansigtet: Han synger rent faktisk smukt. Lyt selv.
(3/6 stjerner)
|