| FOTO: Rikke Pødenphant | På en baggrund af samplede frækheder krænger danske mezzosopraner (det er dem, hvis stemmer ligger i midten, så alle kan synge med) deres hjerter ud på den rolige og finurlige måde, hvis jeg i ét stort hug skal klumpe navne som Oh Land, As In RebekkaMaria og Maria Timm sammen. Dansk-amerikanske Hannah Schneider rider med på den bølge, som indtil videre har ført hende forbi Karrierekanonen, soundtracket til Greys Hvide Verden og Marc Johnsons hiphop-hit "Kig Forbi". Lørdag aften skyllede hun op på et kæmpe tæppe i Musikhuset med Andreas Käehne og Kåre Kabel Mai, som de to assistenter. Schneider, der er vokset op med klassisk musik, kalder sig selv singer/songwriter af den gamle skuffe og ønsker, at hendes sange skal være stærke i sig selv, uanset produktion. Mission accomplished, må man sige, og hendes bud på en Bond-sang, "Strange Affair", er kun en ud af mange holdbare melodier. Men hvad bruger hun så samplerne til? Først og fremmest til det rytmiske skelet, der i mange tilfælde lyder som noget, et ordinært trommsæt sagtens kunne reproducere med mere indlevelse. "Waiting For You" lyder derfor mistænkeligt som en god sang, der har fået et dårligt endeligt i hænderne på en suppe-steg-is-keyboardist, og "Strange Affair" formår heller ikke at folde sig helt ud som storslået soundtrack-ballade på bandets lille trommesampler. Så giv dog kvinden et rigtigt band, kunne det lyde fra konservative-rockrøster – så kunne det være, Hannah Schneider kunne lyde lidt mere som den moderne countrysanger Jenny Lewis. Schneider har allerede sangene til det og en lille smule twang på stemmen. For at det ikke skal være løgn spiller Andreas Käehne faktisk også guitar på de fleste numre. Men hvorfor er det lige, at den ene slags musik skal spilles på store instrumenter af træ og metal, mens resten kan få de samplerlyde, der er tilovers? Hvorfor kan Hannah Schneider ikke tage tråden op fra Stevie Wonders keyboard-klassiker "I Just Called To Say I Love You" og skabe en slags bevidst kunstig version af de rigtige hi-hats og stortrommer, med lidt af hendes elskede xylofon kastet på for god ordens skyld? Baglandet er i orden, og sangene har anlæg til karakter, så det eneste der mangler, er overbevisningen. (4/6 stjerner) Strange Affair Se fotos fra Hannah Schneiders Spot-koncert (Fotograf: Rikke Pødenphant):
|