De vil underholde, fortælle historier og ikke mindst have det sjovt. Netop ”sjov” må være kodeordet for det 8 mand store band, der gæstede Spot Festivalen, for koncerten igennem fór medlemmerne af The William Blakes rundt på scenen, ud til kanten, byttede instrumenter og spilleglæde strålede ud på et veloplagt publikum, der modsat i de mere ”stive” rammer inde i Musikhuset, her kunne bølge med musikken.

Da årets Spot Festival er undertegnedes første, har jeg fundet det særdeles behageligt, men ikke altid lige velfungerende, at en stor del af den musik, der bliver fremført på festivalen, bliver fremført i et forum, hvor de opstillede stole stiller krav om et siddende publikum. I mine øjne skaber det en unødvendig distance mellem publikum og det optrædende band og selvom jeg udmærket er klar over Spot Festivalens funktion som salgsplatform for de optrædende bands og artister, så er jeg dog overbevist om, at en god koncert sker i et samspil mellem band og publikum.

Derfor kan jeg godt bekymre sig over, at eks. When Saints Go Machine og Ginger Ninja skal fremføre deres dansable musik for et publikum, der - set fra scenen af – unægtelig må se ud som en stillesiddende, sort masse. Måske det kan influere på bandets udtryk, hvis musikken skal udfolde sig i rammer, der ikke er egnede til den.

Koncerten med Er de sjældne i Archauz fredag var dog en af de koncerter, hvor et siddende publikum absolut ikke virkede som en dum idé. Her var der mulighed for at svælge i bandets rolige og messende melodier tilsat Lone Hørslevs digte om kærlighed, eksistentiel ørkenvandring og skilsmisse.

Men lad mig vende tilbage til The William Blakes. Som en del af publikum under fredagens koncert med poporkestret, oplevede jeg nemlig et band i de rette omgivelser. For The William Blakes nåede langt ud over scenekanten til et opretstående publikum, der i løbet af koncerten åbenlyst blev mere og mere begejstrede. Der var mulighed for fællessang og festivalstemning – musikken var sluppet løs.

Koncertens setlist bestod af en ligelig fordeling af numre fra første album ”Wayne Coyne” og andet album ”Dear Unknown Friend” og vi fik præsenteret sikre singlehits som ”Secretly” og ”Secrets of the State”, men også mere afdæmpede sange som ”Like A Dream” med Choir of young Believers’ Jannis Noya på vokal og ”No Way out”. Det politiske engagement lagde frontmand Kristian Leth på intet tidspunkt skjul på, bl.a. med en erklæring, at ”Vi må gøre noget ved det her land” inden bandet satte i gang med ”It looks Like us”.

Det 8 mand store band bestående af to trommeslagere, keyboard, bas og hele fire guitarister (hvis man tæller Leth med), virkede fra start af opsat på at underholde publikum. Med en røvfuld velkomponerede popsange og en særdeles levende frontmand, holdt resten af bandet sig dog ikke tilbage. Flere gange forlod bl.a. guitaristerne deres podie for at deltage i løjerne længere fremme på scenen eller for at overtage et andet instrument. Jeg oplevede The William Blakes som et musikkollektiv med store armbevægelser og stor lyst til at dele deres leg med popmusikken med publikum, der var synlig begejstret. ”This is our moment” erklærede en storsmilende Leth og jeg kan kun erklære mig 100 % enig.

40 heftige minutter efter The William Blakes indtog Officersscenen kunne jeg glad forlade teltet med en fed koncertoplevelse, i ægte festivalrammer, i erindringen.

(5/6 stjerner)