Spot Festival 09: A Kid Hereafter, Boil & Kellermensch

Tidligere i lytteranbefalingerne til årets Spot Festival, blev det nævnt, at metal og hård rock ikke længere var en af denne skribents største fritidsbeskæftigelser. Alligevel blev det til et par hårdtslående oplevelser på dette års festival, hvoraf A Kid Hereafter og Kellermensch var meget positive bekendtskaber, mens Boil på trods af musikalske kvaliteter mest af alt irriterede ved at bekræfte ens fordomme om metalbands. Hvad der virkelig skilte sig ud blandt disse tre bands var A Kid Hereafters smittende spilleglæde, åbenlyse originalitet og ikke mindst den oprigtige udstrålingen i sceneshowet.

A Kid Hereafter var et fantastisk humoristisk og anderledes bekendtskab på årets festival – hvor tit får man lige lov at opleve et akustisk setup af klassiske musikere, tilføjet growl? I de første tyve minutter af koncerten spillede A Kid Hereafter således det de kalder grindcore med fire strygere, en pianist med pingvinjakke og tre kor-growlere til at supplere hovedgrowler Frederik Thaae.

Numrene var for det meste ultrakorte og støjende, men inspirerende at lytte til. Senere kom Rebekka Maria Andersson fra As In Rebekkamaria ind og lagde sin smukke vokal og feminine megaskulderpuder ind over showet. Livets prinsesse, som Frederik Thaae kaldte hende.

Orkestret sluttede af med en flok numre i den mere poppede ende - et herligt miskmask af Beck, Tom Waits og en hel masse andre ting. Trods en halvtom store sal fremviste de en stilrenhed, glæde og autencitet, som smittede helt ned på de bagerste rækker. Lyt til Kid Selling Shit her.

Dagen forinden blev bandet Boil præsenteret af en vært, der mest af alt lød som deres egen personlige dørsælger, idet han på et smågebrokkent engelsk talte hen over hovedet på publikum, så alle de vigtige udenlandske branchefolk rigtig kunne forstå, hvor vigtigt det var at signe bandets debutplade, der sidste år blev nomineret til årets metaludgivelse ved Danish Metal Awards.

Forsangeren var fra starten (lidt for) bevidst om sin rolle som indpisker og publikums fokuspunkt. Han løftede stemningen med udbredte arme, inden bandet gav den gas i tæt sammenspillede og energiske numre. Forsangerens vokal var dog lidt fesen og skarp når han sang almindeligt, men når han gik op i de højere lejer og lagde energi i udtrykket, kom der en helt anderledes stemme ud, og det lød virkelig godt.

Resten af bandet var som forsangeren meget bevidst om deres badboy-heavy-metal-udtryk, og det havde måske fungeret bedre, hvis de også havde fået trommeslageren med på idéen – det var lidt forvirret at han ikke var med på imaget, men i stedet så pæn og høflig ud, med armene ind til siden og uden de store armbevægelser bag sit arbejde.

Alt i alt stod det i kontrast til A Kid Hereafter - autenciteten og ægtheden manglede, og bevægelserne var for kopierede og indstuderede, hvilket fik en til at savne den indre nødvendighed, der kunne have højnet helhedsoplevelse og have fastholdt publikum hele vejen igennem. Det skal retfærdigvis nævnes, at denne beskrivelse er lavet ud fra kun en halv koncert med Boil. Lyt til deres nummer "Welcome Tradegy" her.

Indre nødvendighed lod det til gengæld til, at forsangeren fra det tidligere Ugens Band Kellermensch (billedet), var i besiddelse af. Under koncerten på Voxhall slog han utallige gange mikrofonen ud af stativet, så den en enkelt gang var ved at ryge ud i hovedet på publikum. Kellermench spillede hård dyster rock med trædeorgel, to violiner, en kontrabas, samt en melodiøst brølende medvokalist.

Efter numrene, hvor forsangeren ravede rundt på gulvet, og smed rundt med mikrofoner og lignede en, der var to skridt nærmere den lukkede, trådte den anden guitarist, en lyshåret fyr, hen til sin egen mikrofon, og sagde på afvæbnende rigsdansk: "Nu vil vi gerne spille et nummer der hedder "Black Dress"".

Det er selvfølgelig en mindre detalje, men det gjorde alligevel, at der kom en anelse forvirring i udtrykket hos Kellermensch. For hvis forsangeren ligner en desperat sjæl, der kunne gå berserkergang hvert øjeblik det skulle være, så nytter det ikke at en anden i bandet taler høfligt som under første besøg hos svigermor.

Men Kellermench leverede et virkelig intenst show, som var meget dragende at se på. Undertegnede gik rundt og sang fraser fra afslutningsnummeret lige indtil et nyt band fik sangen til at fortone sig igen. Men så er det godt man har andre muligheder for at genopfriske erindringen – lyt til "Black Dress" her.

(A Kid Hereafter 5/6 stjerner)

(Kellermensch: 5/6 stjerner)

(Boil: 3/6 stjerner)