 | | Foto: David Bust |
Befriende flabet attitudespil - rock'n'roll for et siddende publikum
For den flabede københavnske rock'n'roll-kvartet, Sha La Las, var Århus ifølge stand-up-introduktionen før deres koncert på Archauz et "eksotisk rejsemål", som drengene passende fejrede med at tage på Casino-bar og få et Århus-sæt dagen før, og dermed var de altså klar til at spille deres første siddekoncert - og netop til Sha La Las er siddekoncert ikke særligt velegnet, men det lod de sig ikke gå på af - bortset fra små kommentarer undervejs, og afslutningen (i øvrigt stoppet før Sha La Las nåede gennem sætlisten af sceneteknikerne for at kunne overholde tidsplanen), hvor forsanger Lasse Storm påklamerede: "Vi hedder Sha La Las, og I sad pissegodt". Nuvel. Sha La Las ligger tungt i svinget i en energisk garagerock og rock'n'roll med rebelske rockattituder som et vigtigt element i det klassiske stjerne-publikum-rollespil. Det er Claus Vieiras eminente og hastige guitarspil, figurer, riffs og et udgangspunkt i 50'er-60'er amerikansk rock'n'roll, der gør Sha La Las til andet og mere end bare et collegerockband. Lasse Storm sang bedre, end jeg tidligere har hørt - med enorm styrke og karisma - og Jacob Bach og Martin Prusse, henholdsvis på trommer og bas lever en noget mere tilbageholden tilværelse i bandet - deres udtryk musikalsk og personligt, men holder pænt teknisk niveau. Tænk hollowbody guitarer helt oppe under hagen, i et musikalsk kryds mellem tidlig The Strokes, The Libertines og Black Rebel Motorcycle Club, hvis man nu skal nævne nogle nye navne. Undervejs kan opbygningen af numrene minde såvel om noget Elvis kunne have skrevet - og et enkelt af dem som Raveonettes' "That Great Love Sound". De fire rebeller nåede ni sange på knap 40 minutter, og på trods af ubehaget med det siddende publikum - der heller ikke gav meget hjælp til bandet - var præstationen altså overbevisende. Fire stjerner plus. Numrene er ret lange taget i betragtning, hvor korte a-, b- og c-stykkerne er, og hvor mange gange de bliver repeteret, men det bliver gjort med stil og variation fra nummer til nummer, - ligesom deres musikalske forgængere ville have gjort det. I det allersidste nummer var bandet dog lidt usikre på vokal og kor, som om det var for avanceret til dem. Overordnet set har Sha La Las en fed, gennemført stil, musikalsk sammenhængende, nu mangler blot større hits, der kan følge op på sidste års debutplade "Up Against The Wall Motherfuckers We Are Sha La Las" - potentialet er der, men om de kan finde en passende fanbase i Danmark er et større spørgsmål. Hvis de gør, anbefaler jeg et ungt publikum for deres rockattituder, lidt skævt i forhold til instrumentaldelen af deres musik, som faktisk passer et modent publikum noget bedre. Sha La Las er et klassisk eksempel på et hårdtarbejdende, autentisk og dedikeret band - som burde få mere credit for den indstilling.
|