 | | Foto: Anders Stensgaard |
Scamp regerede på Spot, med maskingeværstrommer og didgeridoo
Når folk taler om, at der sker gode ting i den danske metalundergrund må det være med en kærlig hilsen til drengene fra Scamp, for de fire slyngler leverede den måske mest medrivende koncert på dette års Spot Festival. Stilen er hård og brutal progressiv metal, med et godt øje til blandt andre svenske Meshuggah som den mest åbenlyse inspirationskilde. Dette forudsætter naturligvis en nærmest ekvilibristisk tilgang til instrumenteringen, med alt dette tilhører af breaks, synkoper, temposkift og så videre. Heldigvis er Scamp nærmest intimiderende dygtige musikere, og de får det hele til at se ganske ubesværet ud. Men deres store kunst er at få musikken til at lyde brutal, kompliceret og ekstrem, men alligevel tilgængelig for folk som måske ikke har det store kendskab til genren. I mangel på bedre referencer, kom undertegnede til at tænke på et band som mægtige Pantera, der mestrede at balancere det sønderlemmende tunge med det medrivende og groovy. Om end Scamps lydunivers er betragteligt mere kontrolleret og futuristisk end de førnævnte texaneres. Det hele foregår på så højt et teknisk niveau, at det næsten er synd at fremhæve enkelte medlemmer, men det er altså første gang undertegnede har set en forsanger spille didgeridoo-solo, mens trommeslageren tamper løs i bedste Fear Factory-stil. Så når det hele så bliver leveret med både overskud og en coolness som virker helt selvfølgelig, så er der ikke meget andet at gøre end at kippe med det hvide flag, bøje nakken og overgive sig til deres på én gang dragende og frastødende univers. "Lad metallen regere på Spot, og fuck alle de andre. Sådan nogle Pop Revo nørder!" proklamerede forsanger Mikael Rise efter første nummer, og det er måske en sandhed med modifikationer. Men efter dagens koncert, er der ikke nogen tvivl om at Scamp regerede på Voxhall, og så må man bare håbe, at der blandt det talstærke publikum var de rigtige folk, som kan hjælpe bandet videre imod det store publikum, de fortjener.
|