 | | Foto: Lasse Dearman |
Varieret og dragende industrial på hjemmebyggede instrumenter
At gå gennem døren til Ridehuset midt i Orkas første nummer er at gå direkte ind et inferno af lyd. Men langsomt finder man mønstrene i den massive lyd og omsluttes af en særegen tung og nordisk stemning. Helt centralt står den kvindelige sangers vokal. Den træder ikke altid optimalt frem (til tider bliver den for skærende, til tider drukner den i støjen), men det meste af tiden sidder den lige i skabet og væver sig dragende omkring de tunge beats (som slæbende hjerteslag!) og det altomsluttende tæppe af lyd. I de første numre fremmaner hendes stemme og de færøske tekster en udpræget nordisk og næsten middelalderlig atmosfære af frostklare nætter, vintermarker og sagafortællinger, og man kommer uvilkårligt til at tænke på Sorten Muld. Jeg troede det skulle lyde som Einstürzende Neubauten, tænker jeg desorienteret (men behageligt desorienteret), men det gør det så også øjeblikket efter. Efter et crescendo, hvor bandets dybe mandestemmer samler sig i et rygradsrislende korstykke der kunne være lydsporet til et hedensk ritual, skifter stemningen brat, og det næste nummer indledes med et benhårdt, skramlende beat. Nøjagtigt som håbet og forventet er det olietønder, jernrør og opfindsomme hjemmebyggede skrotkonstruktioner, der fylder scenen, og nu kommer de for alvor til deres ret. En tæskende, klirrende intro af metalliske rytmer fylder rummet, og man når kun lige at tænke "dér var Neubauten-lyden", før nummeret vokser til sin helt egen størrelse. Selv lykkes det mig ikke at identificere de enkelte objekter, men en vaksere anmelder har tidligere opremset så opfindsomt grej som "hegnspælebas, hvæssesten, kompressorgenereret flaskeorgel, olietønder, cykelpumpe, boremaskiner og kassettebåndoptager" foruden den efterhånden obligatoriske laptop. Helt så mange instrumenter er ikke i spil denne aften, men Orka er tydeligvis i musikfilosofisk familie med den sene Tom Waits, som kalder sig en "scavenger songwriter" og gør en dyd ud af genbrug og tingfinderi. Yann Tiersen, som er listet på Orkas myspace-side som 'lejlighedsvist medlem', er gæst på scenen. Han skiftevis sidder og står hjemmevant blandt de andre musikere med et instrument, som ligner en metalskinne, spilles med en bue og lyder som et møde mellem en elektrisk violin og en sav. Men som udenforstående er det svært at gennemskue hans præcise rolle i det særdeles komplekse lydbillede, og opmærksomheden flytter sig automatisk til det samlede indtryk, som er så afvekslende, at nysgerrigheden bevares intakt igennem hele koncerten. Det i forvejen forholdsvist store og tilsyneladende tilfredse publikum rives for alvor med af skæv, trampende sømandspolka, som efterfølges af et næsten chokerende anderledes technobaseret nummer, hvor et pumpende house-agtigt baggrundsbeat gennemkrydses af metalliske lyde, vokalharmonier og -disharmonier, inden det slutter lige så brat, som det begyndte. Orka has left the building. Fem stjerner for det imponerende, varierende og dragende materiale - og for den altid befriende og interessante oplevelse at høre musik, som ikke synges på engelsk.
|