 | | Foto: Jan Chrillesen |
Psychedelisk genopførelse af Oh No Onos ambitiøse hovedværk.
Oh No Onos koncert i Store Sal, som afslutning på årets Spot Festival, bar præg af at være en cementering af deres seneste værk, "Eggs", som udkom i april. Og den stopfyldte sal bekræfter albummets triumf, mens det ålborgfødte band brillerede ved at kunne genskabe så detaljeret og stort et lydbillede, snarere end ved at overraske eller variere over albummet. Det var nu heller ikke nødvendigt. Lige så stort det føles at sidde i et 1500 menneskers stort musikteater, lige så stort måtte det føles for det sympatiske og generte band, da de trådte ind på scenen i så en imponerende kulisse. Ligesom på "Eggs" åbnede kvintetten med "Eleanor Speaks", mens en storskærm på bagtæppet åbnede med gamle optagelser i sort-hvid af en letpåklædt glædepige - hippie-eyecandy (ingen yderligere kommentarer nødvendig her), men som resten af de veltilrettelagte visuals slog de snart over i syrede krystalformer, gule og røde effekter og slow-motion optagelser fra ydre rum eller søstjerner. I bedste syrede psychrock-stil. Hvis man kunne lide vokalen på pladen, vil man helt sikkert også kunne lide den til koncerten, og omvendt hvis man i forvejen ikke kunne lide pladen, så ville koncerten formentligt heller ikke ændre den opfattelse. Malthe Fischers specielle falset deler som oftest vandene i vurderingerne, men jeg synes, den var bedre nu end før og en smuk æstetik brik i Oh No Onos poppede version af prog- og psychrock. Forbilllederne undervejs er sen The Beatles, Pink Floyd, David Bowie - og naturligvis op til et andet stort navn på den nutidige scene i amerikanske, Animal Collective. Det er oplagt. Som en art genfortælling af albummet var det springende punkt at opleve Oh No Onos fulde lydbillede med de pulserende stadiontrommer og synthesizerens og Aske Zidores soniske variationer på leadguitar. Nok var de lave frekvenser lidt for dominerende, men det gav samtidig en fornemmelse af at sidde i et levende, organisk og samtidig grandiøst, til tider ambient eller overjordisk element. Efter "Eleanor" fulgte de op med "The Tea Party" og den fremragende "Helplessly Young" og "The Wave Ballet". Derefter min personlige favorit, "Icicles", hvor Aske Zidore - der ellers primært synger backing-vokal - fraserer dybt som en god variation i forhold til Fischer og de gennemskærende, skrigende høj korpassager, som ellers kendetegner Oh No Ono. Det blev også startskuddet på en fremragende periode, der gentagende gange mindede undertegnede om, hvorfor "Eggs" er et gennemført æstetisk værk. Der er så mange detaljer, og så mange gode numre ud af de ti skæringer. "Miss Miss Moss" har singlepotentiale, og selvom bandet appelerede til at forlade sæderne og danse foran scenen, så var det lidt kikset, at sikkerhedsfolk blev nødt til at flytte de ekstatiske forreste rækker lidt til side igen. Den ambiente "Swim" rummer en storslåethed, og såvel guitar og synths hvinede som violiner, der netop blev overflødiggjort af bandets nørdede kontrol over lydelementerne, mens pladens førstesingle "Internet Warrior" satte en tyk streg under Oh No Onos høje niveau, hvor arrangementer er komplicerede, men velklingende, og tempoet hopper mellem tre og fire fjerdedele. Et støjende intermezzo slog over i sætlistens eneste nummer fra deres debutplade "Yes" fra 2006, den afdæmpede "Sunshine And Rain At Once", og her ville jeg nok have valgt at stoppe koncerten, hvis man skulle tænke i god disposition og slutte aftenens koncertrække med et stille nummer. Symptomatisk for ONO syrede de ud i den lange "Beelitz" til slut. Stor respekt og kærlighed til "Eggs" og bandets ambitiøse projekt.
|