Oh Land skabte hyggelig eftermiddagsstemning, men repertoiret manglede bredde.
Nanna Øland Fabricius alias Oh Land var torsdag med til at åbne SPOT sammen med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester. Denne lørdag eftermiddag i Ridehuset er den danske sanger og sangerskriver flankeret af to korsangere, en trommerslager samt en keyboardspiller. Alle iført blinkende hatte og frontfiguren desuden med blinkende, hvid julepynt på skuldrene. Sådan. Stille vippen Mens publikum stadig strømmer ind i det tætpakkede Ridehuset, begynder koncerten med en stille raslen og tre nynnende kvindestemmer. Da Øland tager fat, er det med en stærk vokal pakket med poesi. Kombinationen mellem hendes fine sang og en tung tromme skaber en god vibration i huset. Og publikum vipper langsomt med til bandets yndige rytmer. På scenen udfører de tre kvinder en indstuderet koreografi bestående af taktfaste skridt. Og publikum vugger med til Oh Lands "eksperimenterende pop". Trommen og sangen er hele koncerten igennem de bærende elementer, men en behagelig eletronica-bund er med til at skubbe tingene fremad. Det virker som om, at bandet har det godt på scenen, og det smitter af på deres legende lyd. Løber tør for land Godt halvvejs i koncerten begynder det langsomt at tynde lidt ud i salen. Nye koncertoplevelser venter, men Oh Lands af slagsen bliver også en smule kedelig i længden. Bandet spiller godt sammen, lyden er dejlig varm, og Nanna synger glimrende, men det er for svært at adskille numrene fra hinanden. Der mangler et eller andet, noget anderledes som kan ruske lidt op publikum. Oh Land har tidligere leget med alternative instrumenter som plastikposer og kiks, og sådan et anderledes og særpræget indslag mangler i lydbilledet. Alt i alt fremstår det hele dog som en rigtig hyggelig og smuk oplevelse. Skulle man få lyst til at tage musikken med hjem, og det passer den måske endnu bedre til, kan debuten "Fauna" anbefales. Et album som desuden har været med til at skaffe Øland en pladekontrakt med det amerikanske selskab Epic Records. Tillykke.
|