Foto: Morten Rygaard

Efter en lang dag på benene virker de polstrede sæder i Musikhusets Store Sal som en drøm. Og hvem bedre til at levere soundtracket end Mike Sheridan.

Den unge danske eletronica komet står alene på scenen med en storskærm bagved. Udtrykket er simpelt og med til at underbygge den behagelige atmosfære, som spreder sig i den fyldte Store Sal. Det visuelle show på skærmen er ligeldes minimalt, og farverne passer godt til det ellers mørke setup.

Musikken der flyder ud gennem højtalerne er drømmende eletronica, som det kan findes på Mike Sheridans flotte debut "I Syv Sind". Det starter blødt, men efterhånden får tunge basstød mere og mere plads. Lyden er overvældende, men det manglede vel også bare i en sal som denne.

Da første nummer slutter bryder salen ud i en velfortjent, massiv klapsalve. Her mærker man virkelig, hvor populær Mike Sheridan egentlig er. Og hvor stor salen er. I forhold til internationale musikere, der laver samme type musik, er han ikke genial, men musikken virker, og han fortjener hvert et klap.

Lovende samarbejde
Efter et par numre forlader Mike Sheridan bordet med udstyr og træder frem i et spotlight på scenen. Her introducerer han sin nye samarbejdspartner, og ind på scenen kommer singer-songwriter Mads Langer. Han sætter sig hen til et flygel, og så begynder det nye makkerpars kommende single. Og mon ikke den nok skal gøre det godt.

Klaveret og Mads Langers flotte stemme står godt til Mike Sheridans lydkollager. Det bliver helt poetisk med den enkelte lyskegle på det sorte flygel, og Langer virker oprigtig i sin fine vokal. Senere forlader han sin plads for at stå midt på scenen. Da nummeret slutter modtager han et kæmpe bifald, men så begynder det også at gå en smule ned ad bakke for koncerten. Hvad man troede var afslutningen på nummeret var blot et break. Langer vender tilbage til klaverbænken, og det fortsætter lidt endnu. "Dont Come Any Closer", synger han. Smukt, men nummeret bliver lidt for langt og indtrykket rodet.

Landskaberne udebliver
Det begynder dystert med tung brummen efter Mads Langers exit. Den erstattes dog hurtigt af mere tempo og flere og flere lag og klangflader. Et problem denne aften er, at kompositionerne bliver en smule for hektiske. Eletronica skal bygges langsomt op af små elementer, indtil de udgør et stort og frodigt landskab. Men det er selvfølgelig også vanskeligt, når man kun har 45 minutter at gøre godt med. Måske mere tid havde skabt mere ro. Helhedsindtrykket er behageligt, men et par småfejl undervejs trækker ned.