Foto: Rasmus Weng Karlsen

Messy Shelters er bestemt ikke en mand, der lefler for sit publikum, og det skal han almindeligvis ikke høre et ondt ord for. Det er rart indimellem ikke bare at få tingene serveret. Det er jo i reglen det letfordøjelige, som også hurtigst og altså uden at efterlade nogen blivende fornøjelse passerer igennem systemet. Vi vil som publikum gerne have lidt at tygge på. Men - for et men skal altså indskydes - vi vil også gerne bydes en godbid. Bare en gang imellem. Det holder interessen fanget og fordøjelsen i omdrejninger til at håndtere de næste musikalske gnaveben. Og dem kneb det altså noget med til aftenens koncert, som derfor desværre blev lidt sej i det til trods for sine knap 30 minutters varighed.

Rammerne var ellers sat til en intim affære på Archauz' store scene, og Mikkel Bolding (aka. Messy Shelters) lagde også ud i det hele stille og minimalistiske hjørne. Hans lyse croon og viltre skæg- og hårpragt gav et kort øjeblik nogle klare associationer til en vis Will Oldham aka Bonnie "Prince" Billy, men ligheden hørte hurtigt op, da Messy snart bevægede sig over i et mere støjende udtryk, end Oldham vist nogen sinde har prøvet kræfter med. Og herfra blev det så en mini-tour de force, da vi på 30 minutter skulle nå at stifte bekendtskab med alle de genrer, som Messy boltrer sig så hjemmevant iblandt. Det blev til alt fra afdæmpet singer-songwriter til indierock med referencer til både folk, blues og artrock, og det var meget at kapere på så kort tid.

Indrømmet, så kendte jeg ikke meget til numrene på forhånd, så måske havde den del af publikum, som havde et større forkundskab, en bedre mulighed for at nyde detaljerne og sætte pris på de individuelle numres kunstneriske særpræg - for det havde de masser af. Men jeg blev ganske enkelt sat af og nåede knapt at finde mine øres ben, før end den lille mand med al håret havde sagt tak og med hastige skridt trippet ud af scenen.

Jeg glæder mig personligt meget til, at Messy Shelters senere på året udgiver sit første album. Så får jeg måske tid til at sætte mig ordentligt ind i hans musikalske univers. Aftenens koncert blev ikke den indgang, jeg havde håbet på, men sådan er det vel ofte med nogle af de mest interessante kunstnere. De kræver en indsats (og nogle gange en stærk og vedholdende fordøjelse), og en koncert er ikke altid det bedste afsæt herfor. Men Messy Shelters har helt sikkert en masse at byde på, så vi vender det døve øre til skuffelsen og forsøger igen ved en senere lejlighed.