 | | Foto: Steffen Jørgensen |
Store ambitioner blev svækket af ubalanceret lyd
'Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet'/ 'Jeg sov'. Publikums reaktioner var delte, efter de sidste toner var sivet ud af Musikhusets Store Sal fredag nat. Splittet er også denne anmelder, der oplevede et yderst ambitiøst og tætpakket lydbillede, der i perioder var fremragende, men desværre for langt hen ad vejen blev utydeligt og sammengnidret. Marybell Katastrophy spiller musik ud fra et dogme, hvor alle lyde er potentielle melodier. Med fire skeletklædte fyrer på trommer og elektronik, tre korpiger i ens spejderagtige uniformer, to ældre mænd i smoking ligeledes på kor og ikke mindst de to sangerinde, frontfigur Marie Højlund samt Maria Timm, der også behersker bassen i bandet, iklædt festlige indianerkostumer. Der var i høj grad kælet for det visuelle udtryk, hvilket er en del af bandets yderst originale udtryk. Her er tale om en ubekymret tilgang til musik, med stort overskud. Koncerten indledes med et nærmest forstenet stillestående band, og den storladne "Good Old Germany", der strækker sig over mere end fem minutter og slutter med en lang elektronisk trommeboks. Flot åbning. Allerede i koncertens andet nummer skærer trommemaskinen dog for højt igennem, virker for overskruet og generer desværre de skrøbelig kvindestemmer forrest. Et problem, der viser sig at gå igen flere steder i løbet af koncerten. Der var dog absolut gode stunder hos Marybell Katastrophy. På "Knight Song" trænger den sensuelle vokal fint igennem, korret supplerer elegant og de to trommesæt er herligt tilpasset. Også den stærkt rockede "Hip" fungerede godt, til trods for at sæderne i Store Sal begrænsede mulighederne for udskejelser hos publikum. Marybell Katastrophys særegne stil gør sig blandt andet i det meget komplekse lydbillede, med uendeligt mange musikalske lag og sammenblandinger. Musikken er lige dele skæv og iørefaldende, og der er på alle måder højt til loftet. I denne livekollektion, tipper de skrøbelige numre desværre ofte over og bliver mere generende larm end naturlig skæv beatknas. Marie Højlund og bandet levner ikke meget tid til snak imellem numrene. De er kommet for at spille musik, og det gjorde de med stærkt fokus og dyb koncentration, uanset hvor på scenen man kiggede hen. Koncerten blev rundet godt af med den herlige "Hidden Agenda" og afslutningen "Slabiak", der forener de ting Marybell Katastrophy gør så godt. Vekslingen i de hårdtslående trommer, elektroniske flader og de yderst skrøbelige vokaler fungerer glimrende. Det fem mand store kor, der indledte koncerten, er forsvundet, og det samme gør Marie Højlund og Maria Timm. Drengene får lov at brage igennem i en hårdtslående solo og også lysmanden får tilsyneladende frie tøjler. En meget interessant afslutning, hvor lydkollagerne set over hele koncerten blot er accelereret efterhånden som flere og flere folk har forladt scenen. Marybell Katastrophy spiller med enorm musikalsk glæde og tydeligt overskud. Med enorme armbevægelser gives plads til stort set alt, i denne aftens sæt blev det periodevis for voldsomt og ubalanceret, men med tydelige elementer af et særdeles interessant og origanalt band.
|