MARIA TIMM : SPOT FESTIVAL 2009, OFFICERSSCENEN, ÅRHUS
KRISTIAN PEDERSEN - GAFFA
Maria Timm åbnede lørdagen med en herlig popkoncert

Fredag aften bakkede hun op for Trolle//Siebenhaar, og fredag nat gav hun den som korpige og bassist i Marybell Katastrophy. Lørdag eftermiddag var det så blevet tid for Maria Timm til at stå på egne ben og åbne festivalens sidste dag. Selvom søvnen lige skulle kradtes ud af øjenkrågene, fik Maria Timm med sine tre musikere og to korpiger sat gang i festen og fyldte teltet på Officerspladsen.

En solid bund fra trommemaskinen tilsat skæve elektroniske beats klæder fint Maria Timms smukke og sensuelle stemme, der går klart og tydeligt igennem i et flot tilpasset lydbillede. De letskårede popmelodier er så tilgængelige, at de stort set hver og én er potentielle P3-hits på højde med den tidligere uundgåelige "Dirty Place". Hvert af numrene blev leveret stilstikkert og samtidig med et forfriskende naturligt glimt i øjet. Det lyser fra hvert eneste af de seks personer i bandet, at de virkelig nyder at stå på scenen og spille deres musik på en måde, der både er fanden-i-voldsk, men samtidig rummer stort overskud.

Begrænset snak imellem de korte numre gjorde, at det på de små 40 minutters Spot-koncert blev til hele 11 melodiøse popperler. Solen skinner over festivalens sidste dag, og Maria Timm har mit sit band givet os en yderst behagelig start. Fire lysende klare stjerner.