 | | Foto: Jesper Hedemann |
Et kæmpe publikum kan godt tage fejl. Kejserens nye klæder.
En stor sal næsten fyldt med et mildest talt begejstret publikum plejer gerne at indikere, at der sker noget ekstraordinært på scenen. Men det var ikke tilfældet her. Mads Langers koncert havde ikke meget at byde på i hverken spil, sang, tekst eller melodi. Bed Big Fat Snake om at spille som Coldplay, og du har billedet. Langer var selvfølgelig glad for publikums store begejstring og var også god til at snakke og egentlig være gennemsympatisk på scenen. Godt inde i koncerten var Langer alene på scenen med sin guitar. Og det klædte ham. For den ellers ret forglemmelige sangstemme fik lige det ekstra i råhed og inderlighed, man havde siddet og manglet. Bandet kom tilbage, og så var der hyldest til de "musikalske lillebrødre", som han kaldte Dúné, der ligesom Mads Langer er fra Skive. Det blev til et Dúné-medley, der var det bedste, som koncerten musikalsk og tekstmæssigt havde at byde på. Selvom lillebrødrene kunne have lavet et stille-medley af deres egen musik en hel del gange bedre. Til allersidst blev det dog bedre. Her var det en ekskæreste, der skulle "hyldes". Det blev hun så i "Poem with no Rhyme", som ekskæresten nok vil opfatte ligeså ubehagelig, som Mads Langer-fans vil opfatte denne anmeldelse. Det startede med "She is So Fucked Up", og fortsatte i samme perfide rille. Vi sang endda med. Det nummers fremførelse havde noget af den aggression og knyttet næve, som var savnet under resten af koncerten. Alt i alt må det dog siges, at der var noget "Kejserens Nye Klæder" over hele seancen. Folk var ellevilde, og man undrede sig over hvorfor. Måske var det fordi Mads Langer sang om kærligheden, så alle kunne være med, eller fordi musikken var ligeså letfordøjelig som cola med tømmermænd. For alle melodier var glemt inden numrene var slut, og bidderne af mindeværdige musikalske eller tekstmæssige delikatesser var så få, at ingen må være blevet mæt.
|