LUCY LOVE : SPOT FESTIVAL 2009, OFFICERSSCENEN, ÅRHUS
ANDERS HJORTSKOV - GAFFA
Teltdugen blev blæst væk af den lille grime-dronning

FOTO: Jonas Andersen
Lucy Love havde fyldt teltet ved Officerscenen til bristepunktet med danseglade mennesker, som var klar til at lukke scenen med manér. Opstillingen for grimeprinsessens musik var uændret, og produceren og dj'en Yo Akim stod egenhændigt for de nedbarberede beats. Få minutter inde i sættet var det tydeligt, at vi skulle en tur til en engelsk undergrundsklub, hvor tunge basgange og beskidt grimelyrik regerer.

De to maskerede dansere åbnede ballet med en omgang elektriske boogie-bevægelser, før den lille rapper ubesværet indførte os i sine festlige sange. Publikum tog rigtigt godt imod den rendyrkede grime, og den lille frontkvinde var i stødet med sin autentiske britiske accent og ukuelige energi.

Man kunne frygte, at de tunge basgange, de skrapede trommer og de enkle toner fra Yo Akims beats blev ensformige i længden, men i stedet fungerede alle numrene optimalt og Lucy Loves eget skingre flow gik klart igennem i mikset. Det blev kun bedre, da de simple toner til hitsinglen "No VIP" efter et par numre kom ud af højttalerne. Publikum var i ekstase, dansede og stak hænderne i vejret, og da flere af numrene var forbi, overtog folket på gulvet med tramp i takt som tak.

Lucy Love var tydeligvis beæret over det store opbud af mennesker og af den venlige modtagelse, men fortsatte ufortrødent med at rappe sig gennem numre som "Cliche" og den anden hitsingle "Daddy Was A Dj", som blev til en fællessang med publikummet. At den lille rapper samtidig har overskud til at danse med til dansernes koreografi, mens rappen fortsætter, viser overskuddet.

Den frygtede ensformighed blev brudt fint med forvrængende liveeffekter på hendes mikrofon, med mere boogie og med et kostumeskift midt i sættet, hvor frontkvinden, produceren og de to dansere gik fra hvide hættetrøjer til de kendetegnende tern i sort, hvid og grå. Alt omkring Lucy Love var gennemtænkt og helstøbt; lige fra de ekstra lysrør på scenen til kostumeskiftet var med til at give indtrykket af, at Officerscenen denne aften var en beskidt britisk klub.

Afslutningen på den korte koncert var meget sigende for hele den kvindelige rappers fremtræden. Nummeret "I'm In Love With It" er en kærlighedserklæring til musikken og livet leveret med en kombination af ydmyghed og street credibility, som gør, at man ikke kan andet end at holde af den indiskutable dronning af grime i landet.