"All chicks, all seemingly on speed" skrev The Guardian om Le Corps Mince de Francoise. Referencen gjaldt naturligvis det internationale musikkollektiv Chicks on Speed, og sammenligningen er oplagt: De finske søstre Emma og Mia Kemppainen samt Malin Nyquist - tilsammen Le Corps Mince de Francoise - leverer en klassisk og overbevisende omgang hæsblæsende, skæv og dansabel elektropop med Riot Grrrl-attitude. Også på Spot-festival, hvor de gør deres bedste for at få publikum til at glemme tidspunktet (14.45) og scenen (en lidt for stor Rytmisk Sal).

FOTO: Jesper Hedemann

Fremmødet er ikke overvældende, men koncerten starter lige på og hårdt med den aggressive "Super Cruel" og straks derefter "Hot Dudes" med sit fængende omkvæd og sin påtagede arrogance. Tredje nummer er det sprudlende youtube-hit "Bitch of the Bitches" med den for Twin Peaks-fans indlysende meningsfulde linje "I wanna marry agent Cooper, he'd be good as a wife". Yes! Ingen tvivl om at LCMDF har både humor og overskud, og musikken fungerer umiddelbart fint på scenen. En anden ofte hørt inspirationskilde er det brasilianske synthpop/electroband CSS, men hvor SCC til tider lyder lovlig glatte og letbenede, er LCMDF lige det stykke vildere, som for alvor giver denne anmelder lyst til at smide blok og kamera og danse med. Flere numre minder om DAT Politics på deres mest poppede (hvilket bestemt ikke er negativt ment) med deres knivskarpe beats, tjept klippede lydeffekter og fragmenterede, råbende vokaler i flere lag ("We should use samples", forklarer forsangerinde Emma, "but we don't have any money, so.."). Emma Kemppainens vokal, som på indspilninger lyder spøjs og sej, lidt i retning af en ung Cyndi Lauper, har på scenen en anderledes rå og gennemtrængende klang. Feltråbet "I wanna scream out loud", som på studieudgaven af "Cool and Bored" lyder, ja, cool, bliver her til et veritabelt primalskrig fra en ægte amazone in spe.

Nok er de indie-moderigtigt klædt, og nok får man momentvis indtrykket af indstuderede moves eller et strejf af nervøsitet, men alt i alt minder den uforfærdede tilgang, den halsbrækkende fart og den skiftevis tvære og lattermilde attitude på smukkeste vis om punkens begyndelse. Pigerne morer sig tydeligvis på scenen, og det er skønt og befriende med et pigeband som skuler, danser og sveder, mere end de smiler og poserer.

Så vidt så godt, men i længden bliver den hårde og punkede lyd alligevel for ensformig, og jeg savner de mere raffinerede indslag og variede lyde (lidt a la Le Tigre), som singlerne emmer af. Titelnummeret fra den velproducerede ep Ray-Ban Glasses lider for eksempel under manglen på såvel det glatte, loopende whoo!-kor og den overraskende, men velplacerede eurodisco-reference. Det nye nummer "Something Golden" fra den kommende udgivelse Love and Nature lyder marginalt mere modent, men ellers er helhedsindtrykket på samme tid vildt, energisk - og en anelse monotomt. "Ray-Ban Glasses" fader ud i det samlede bands triumferende indianerhyl, og øjeblikket efter er de væk. En del af publikum svajede med foran scenen, men i en mindre, mere intim sal med klubstemning ville koncerten stensikkert have udviklet sig til en svedig fest. Fire stjerner for en energisk indsats!