 | | Foto: Lasse Dearman |
Velklædte kældermennesker følger mørk vej mellem metal og rock
Kellermensch, endnu et symptom på, at Spot Festivalen har fat i den lange ende med sin metalsatsning - der fredag var koordineret under Royale Metal, der spillede for fulde huse på Filuren i Musikhuset. Esbjerg-bandet Kellermensch, der spillede på Voxhall, har imidlertid spillet sig direkte ind i festivalens lineup via deres selvbetitlede debutalbum, der udkom i januar i år og hentede flotte anmeldelser, og kom lidt som en overraskelse med et fuldlængde album, der endnu ikke havde været beskrevet det mindste i offentligheden. Som jeg ser det, er Kellermensch ikke et genialt ekvillibristisk band. Det er et solidt, pasioneret band, der kommer langt med sine virkemidler og omtanke - at teksterne er i særklasse fantastiske er ligesom undtagelsen her. For teknisk er det ikke udfordrende, som lynende thrashmetal, og det kræver heller ingen genistreg at vide, at et debuterende band med så gode anmeldelser og debutalbum i ryggen - covernumre af Tom Waits og Neil Young, tekstinspiration og det mørke univers fra Nick Cave og Dostojevskij, samt en blanding af hård melodisk rock og metal, en slags metal der kan nå det brede publikum, og den slags rock der kan nå nogle af de dedikerede metalheads - kan tilføje to strygere og en kontrabas til en brancheshowcase, og i sikker stil samle alle trådene i et fremragende show, foran et fuldt Voxhall. Godt set, veludført og tillykke med det. Herfra følger også en håndfuld til Sebastian Wolff og kompagni. Udgangspunkterne i den melodiske rock og metal illustreres fremragende ved de to vokalister i bandet. Christian Sindermanns primære udtryk er growl og hæse råb, mens Sebastian Wolff rent faktisk synger - og for eksempel på koncertens sjette nummer, et nyt nummer som det eneste ikke på debutpladen, fraserer lidt som Thom Yorke(?!). Andre steder tendenserer hans vokal det nasale og anstrengte uden at det bliver for meget - men jeg ser det snarere som et æstetisk virkemiddel. De to guitarer er overvejende hele akkorder, og ikke metallens powerakkorder, mens bas og trommer blot udfylder det store lydbillede i det i alt ti-mand store ensemble på scenen, hvis man tæller deres gæstevokalist, der kort reciterede nogle fraser fra hjørnet af scenen under "Nothing Left". Det store lydbillede understreger den dramatiske effekt, og dramaet udspiller sig i mørket, i kælderen, bagest i den menneskelige psyke. Find teksten til "Moribound Town", hvis du mangler god inspiration. Lyrikken (for det er det) er musikalsk i sig selv, og passer perfekt til Kellermenschs stemningsunivers! Bandet åbnede med Neil Young-nummeret "Don't Let It Bring You Down", i øvrigt i vanlig udsøgte sort-røde dresscode, fortsatte med "Black Dress" og udfoldede sig for alvor på "The Day You Walked" - et signaturnummer af den tunge slags. Bandet talte "Nothing Left" i gang, dernæst det nye nummer, der i noget langsommere, opbyggeligt tempo, overlod meget af udtrykket til Sebastian Wolff, mens growler-Sindermann vendte ryggen til og spillede klaver. Bandet sidste tre udgjorde en fantastisk afslutning, der åbnede med "All Time Low", der hurtigere, mere gennemskærende og endnu mere teatralsk. Derefter "Dead End", hvis riff minder lidt om en omskrivning af Smashing Pumpkins' "Bullet With Butterfly Wings" - og i øvrigt er et godt eksempel på, at alle riffs og akkordskift er perfekt placerede og klinger af noget velkendt, uden at være det. Og til sidst den Nick Caveske "Moribound Town", hvor sangens evolution ligesom er bygget sammen med verserim i teksten og rå riffs.
|