Efter en eksklusiv tjans som både opvarmnings- og backingband for ingen ringere end Daniel Johnston er den hollandske trio John Dear Mowing Club atter tilbage i Århus, et halvt år efter de var her sidst. At placere de tre ganske skæve eksistenser på Musikcaféen på Spot Festivals åbningsaften var ingen dum beslutning. Stedets beskedne størrelse og intime atmosfære er som skabt til det besynderlige og ganske personlige univers, som Melle de Boer og kompagni inviterer publikum ind i.

At en vandskade imidlertid har frataget bandet muligheden for brug af forstærkere rummer imidlertid en udfordring, som ikke alle bands – forståeligt nok – uden videre ville acceptere. Men ikke alene godtog John Dear Mowing Club udfordringen – de formåede at vende situationen til egen fordel. Med alle publikummer i området umiddelbart foran scenen placeret siddende på gulvet opstod en uundgåelig nærhed mellem musikerne og deres tilhørere – i en grad, som klæder så godt som enhver forestilling.

Akkompagneret af sagte trommer og kontrabas fremfører de Boer på skiftevis guitar og orgel sine skramlede folk-kompositioner, der med tydeligt artikulerede tekster på et relativt simpelt engelsk fortæller små, finurlige historier om limousiner i hans hoved og syngende skove. Fra tid til anden skaber sangstemmen på uventet vis associationer til Kermit, og når der samtidig udgydes små, hyppige støn og klynk, kommer publikum uvægerligt til at bryde ud i diskrete grin. Det ligner først en akavet situation, hvor de Boer muligvis ikke bryder sig om latteren, men snart afslører han sig som værende fuldt bevidst om sin effekt på de tilstedeværende. Han intensiverer sine udbrud, gør opmærksom på sine soli og gestikulerer løs – alt sammen med øget latterniveau til følge.

Alt i alt befinder alle tilstedeværende sig så godt i hinandens selskab, at den særegne koncert i lyset af den festival, den er en del af, udmærker sig i særdeles høj grad, netop fordi den er uden stiv professionalisme eller fejlslagne prætensioner. Få bands formår at mestre kommunikationsaspektet af musikken så fint, som denne trio, og det gør det aldeles tilgiveligt, at det instrumenttekniske lader en kende tilbage at ønske.

Højdepunktet for koncerten kommer med sangen om spøgelset Jim, hvori de Boer guider publikum til at synge med på det pærelette omkvæd – ”it’s a sad, sad, sad / sad, sad, sad / it’s a sad, sad song / after all” – og snart er lokalet fuld af fællessang og store smil. Det er aftenens sidste nummer, men hujen og vild jubel fører til et obligatorisk ekstranummer, der sætter et punktum for en stærkt sympatisk koncert, hvor hårde odds på overraskende vis fik det hele til at sige klik.