 | | Foto: Toke Hage |
Potentiale i klichéfyldt og noget studentikos elektrorockkoncert
”Ginger Ninja er et nyt, spændende navn på den danske musikscene – er der nogen, der skriver, og det har vi så 35 minutter fra nu af til at overbevise jer om er tilfældet,” fortæller forsanger Henrik Hamilton fra scenen efter to ganske glimrende åbningsnumre, der udgør en ikke utroværdig 80’er-pastiche. Fascinerende i sig selv, når de fire medlemmer velsagtens næppe nåede at have være ble-løse i synderligt mange år, inden det elskede årti var ovre.
Kvartetten har tidligere gjort sig som opvarmning for blandt andre Veto, og de er fuldt bevidste om situationen, de nu befinder sig i. Der siges pænt goddag på engelsk til de udenlandske pressefolk, og der spilles kompetent og professionelt. Desværre i så høj en grad, at det i perioder bliver decideret stift og mekanisk. Nerverne, der unægtelig må være forbundet med at spille en af sin endnu unge karrieres potentielt vigtigste koncerter, fører til en ærgerlig mangel på musikalsk overskud. Det er tydeligvis timet og tilrettelagt en tand for nøje, og det fjerner det menneskelige aspekt som bestemt er at finde i de bedste variationer af den elektronisk funderede rockmusik, som man her søger at sætte sig i slægtskab med.
Det er imidlertid ikke Ginger Ninjas største problem. Hvor fint de end spiller, kan de ikke løbe fra den gennemsyrende mangel på originalitet, som størstedelen af deres materiale desværre repræsenterer. Tangenterne, der spilles på – i bogstavelig såvel som overført betydning – er godt brugte og producerer i denne konstellation meget lidt nyt. Vel er sangene udmærket stykket sammen, men hvor er det dog efterhånden bare ikke nok.
En guitar i konfirmationsgave, en tur på efterskole, et par forårskoncerter og et par år i pigtrådsorkester kan jo gøre mangt en ungersvend til nogenlunde habil musiker – men er livet i mellemtiden ikke blevet levet, må man ty til klichéerne, og det er det, Ginger Ninja har gjort. Musikalsk, men også tekstligt, hvor kærligheden forårsager smerte og én plus én ikke overraskende giver tre.
De sandsynligvis hæderlige intentioner fremstår derfor til syvende og sidst studentikose, og mens der stæses gennem det velbetrådte landskab drysses melodierne ud en efter en, uden for alvor nogensinde at sætte sig fast. Som det sker så tit med unge bands, bliver koncerten i den mørke, auditorium-agtige sal derfor primært et billede på det potentiale, som også Ginger Ninja bestemt har. Bevares spilleglæden og energien for så siden hen at blive krydret med væsentligt mere substans, kan de fire musikere bestemt godt gå hen og udgøre et særdeles interessant bekendtskab.
Antydningen af dette viser sig allertydeligst i afslutningsnummeret – ”Bone Will Break Metal” – som man forstår, hvorfor bandet valgte at gemme til sidst. Et originalt arrangement, overfusende synths og koncertens mest interessante vokalarbejde markerer en fin finale for en koncert, der havde sin absolutte styrke ved henholdsvis starten og slutningen – men hvis dominerende midtersektion afslørede, hvor sjældent Ginger Ninja – lige nu – rammer hovedet på det musikalske søm.
|