 | | Foto: Steffen Jørgensen |
Fin islandsk folk-pop-rock med og uden strøm
Den islandsk-italienske sangerinde og sangskriver Emiliana Torrini er en alsidig kunstner. Hun har blandt andet været medlem af gruppen Gus Gus, har været med til at skrive hittet "Slow" til Kylie Minogue, har sunget rulletekstsangen "Gollum's Song" fra "Ringenes Herre: De To Tårne", og hun har udgivet seks soloalbum, tre på islandsk og tre på engelsk og med ganske forskellige musikalske udtryk. Fra elektropop over pop-rock til akustiske, folk-inspirerede sange og meget mere. Måske derfor var Musikhusets Store Sal godt fyldt med et forventningsfuldt publikum, der klappede højt og begejstret, da Torrini og hendes fire mand høje band let forsinket indtog scenen og lagde ud med sangen "Fireheads" fra Torrinis seneste album, 2008-udgivelsen "Me And Armini". En fin, melodisk mid-tempo-sang, som blev fremført med den klassiske besætning (elektrisk) guitar, bas, trommer og keyboard fra fire meget velspillende musikere med Torrinis sødmefulde, let æteriske ungpigestemme i front. Derfor virkede det lidt spøjst, da Torrini omtalte sangen som "vores Bon Jovi-sang", med en tyk, charmerende islandsk accent, som var meget kraftigere, når hun talte, end når hun sang. Der var i mine ører langt til "Living On A Prayer", og tak for det. Efter endnu en udmærket sang i mellemtempo, "Big Jumps", også hentet fra albummet "Me And Armini", satte Torrini & Co. tempoet lidt ned og intensiteten op med den akustiske "Lifesaver" fra det forrige album "Fisherman's Woman". En sang, en stor del af publikum tydeligvis kendte og satte pris på, og derfor var det lidt uheldigt, at Torrini i begyndelsen af nummeret glemte lidt tekst, men dog reddede den hjem ved at bruge sin guitarist som sufflør. Herefter gik vi op i tempo med den energiske, men stadig primært akustiske "Heartstopper", atter fra "Fisherman's Woman", og sådan fortsatte koncerten igennem med en vekselvirkning af afdæmpede og semi-energiske sange med og uden strøm på guitaren og til tider med lidt lap-steel-guitar og blæseorgel. Smukt og velklingende var det uden ligefrem at være gåsehudsfremkaldende, men omvendt også med så tilpas meget kant, ikke mindst takket være nogle af og til overraskende akkordsammensætninger, at det ikke blev kedeligt. Sangene var alle hentet fra Torrinis sidste to album, og et højdepunkt indtraf mod slutningen i form af den lange "Gun", der gennem gentagne, spændingsfyldte guitarakkorder langsomt bygger op til et let støjende klimaks. Efter den sang kunne Torrini sådan set godt have sagt tak for i aften, men vi landede dog blødt med den akustiske "Nothing Brings Me Down" - og der var da heller ikke den mindste grund til at blive nedtrykt over Emiliana Torrinis helt igennem habile koncert.
|