 | | Foto: Henrik Hviid |
Gode vibrationer og Lincoln-bakkenbarter i Daedelus' højenergiske show på Musikcaféen.
Netop ankommet fra et tætpakket studenterhus, hvor lydoplevelsen af japanske Cokiyu bestod af næsten lige dele musik og publikumssnak, er forskellen slående. Musikcaféens publikum bliver omgående stille, da Daedelus viser sig på scenen, og der tysses ivrigt, mens han præsenterer aftenens udfordring: På grund af vandskaden på Musikhusets lydsystem (se tidligere anmeldelse af John Dear Mowing Club her på siden) vil al lyd fra scenen blive kørt gennem en enkelt basforstærker. Det medfører en vis begrænsning af Daedelus' muligheder på laptoppen, men han lover veloplagt, at "the sound might be a little bit less, but we'll try to make the night the better for it". Stemningen er forventningsfuld, da stumper af samplede vokaler langsomt mikses med et strejf af symfoniske strygere. Lag på lag bygges på i en næsten forsigtig opstart, men så er koncerten også skudt i gang og energiniveauet for støt opadgående resten af aftenen.Amerikanske Daedelus går - udover sine adskillige pseudonymer - under det borgerlige navn Alfred Arlington; et navn, der ville passe perfekt ind i den viktorianske tidsalder, som er hans primære inspiration. ("Victoriana and inventions", uddyber han efter koncerten). Klædt i kjolesæt, slips og gigantiske bakkenbarter ligner han slående Abraham Lincoln - eller, som mange blandt publikum bemærker, H.C. Andersen! Men hvor de to herrer signalerer alvor og indadvendthed, er Daedelus fremfor alt legende og karismatisk. Krop og hænder flyver gennem luften i sære, ekspressive bevægelser og electric boogie-agtige ryk, så man lige når at tænke, at selv hvis musikken ikke holder, er oplevelsen sjov alligevel. Men det gør den, musikken. Efter en noget monotom opstartsfase når den et glidende energisk flow, som holder til koncertens slutning. Hvor Daedelus' albums (senest Love to Make Music To, 2008) i al deres eksperimenteren stadig indeholder sangstrukturer, er live-oplevelsen anderledes flydende. Her er ingen sætliste, kun stadige overgange og nye veje. Koncerten minder på sin vis om et dj-sæt af den virtuose slags, hvor kontakten virkelig fungerer mellem publikum og mennesket bag pulten eller, i dette tilfælde, laptoppen. Daedelus mikser sine samples gennem en monome (www.monome.org), som han betjener så virtuost, at det får karakter af ægte håndværk og derfor åbner for den tøjlesløse improvisation. Netop denne dimension kan mangle ved laptopkoncerter, hvis det på forhånd programmerede får lov at dominere, men her er intet forudbestemt. Egne lyde og rytmer blandes med brudstykker af 60'er-hits, hiphop, synthpop, filmmusik og drum'n'bass fra de tidlige 90'ere. Desværre får vi kun brudstykker af hans YouTube-berømte og kreative remix af Daft Punks "Harder Better Faster Stronger", men andre Daft Punk-sekvenser dukker op ligesom samples af Smashing Pumpkins, Delfonics, Stone Roses og Vanessa Williams. Hvordan man får den blanding til at fungere sammen uden problemer, må guderne vide, men det virker. Mens sangene på pladerne veksler mellem det højenergiske og det mere drømmende og meditative, er liveudgaven denne aften konsekvent upbeat og dansabel. Efterhånden som energien stiger kan Daedelus knap selv styre sin begejstring: Han gnider sig i øjnene, bider sig i læben, tager sig til hovedet og smiler lykkeligt over, hvor godt det kører. Og hvis du synes, det lyder på nogen måde irriterende eller selvoptaget, så var du højst sandsynligt ikke selv til stede. Koncerten var gennemsyret af en glad, eksperimenterende stemning - "good vibrations", ville de have sagt i 1960'erne, og jeg er overbevist om, at Woodstock ville have taget godt imod Daedelus og omvendt. Daedelus tog Musikcaféen med storm, og man kan kun anbefale hans kommende shows i København på henholdsvis Culture Box og Copenhagen Jazzfestival. Fem stjerner for en teknisk suveræn og gennemført charmerende optræden på trods af de tekniske odds.
|