Et tætpakket studenterhus hæver forventningerne til denne skribents første Spot-koncert i år. Japanske Cokiyu (alias Yukiko Ito) har medbragt Aus, hvis meget roste album After All hun medvirkede på i 2008. Med Aus siddende ved et keyboard og Cokiyu stående over sin laptop udstyret med ganske få supplerende instrumenter som vindharpe og legetøjsklaver er det en skrabet opstilling, der tager plads på scenen. Men fra de første toner bliver det desværre klart, at det talrige publikum fordeler sig på to hovedgrupperinger: En intenst lyttende forsamling på gulve og stole foran scenen samt en større skare af højlydte gæster, som fortsætter festen uanfægtet af musikken. De udgør vel to tredjedele af lokalet, og fra min plads i forreste række er lydoplevelsen cirka halvt Cokiyu, halvt baggrundsfest. Jeg har valgt ikke at lade forholdene trække ned i karaktergivningen, men det kan varmt anbefales festivalledelsen at lade et gå-i-byen-sted som Studenterhuset danne ramme om mere tempofyldte og gennemslagskraftige koncerter og overlade det stille og stemningsfulde til de mere intime scener.

FOTO: Thorsten Overgaard

Cokiyu har en masteruddannelse i musik fra Tokyo og har optrådt live siden 2002 og på diverse elektronica-opsamlinger siden 2006, og hendes sceneoptræden er sikker og stilren - man fristes til at sige skolet. Sangene begynder gennemgående stilfærdigt med spinkle toner af vindharpe ("In the Air"), fuglelyde ("Hedgehog's Wedding") eller det karakteristiske legetøjsklaver og vokser derefter langsomt i styrke, mens de hele tiden balancerer omkring det svajende og atmosfæriske. Programmerede basgange og syntetiske lydflader danner baggrunden for Cokiyus drømmende vokal, som ubetinget er både smuk og udtryksfuld, men som for denne anmelder mangler en anelse kant for at fænge for alvor.

Hvis hun lyder - og det gør hun til tider - som en førskolepige på en tryg, men øde villavej, er det en melankolsk en af slagsen; en, der måske aner, at der er sprækker i den omgivende tryghed (hendes stemme minder mig om børnene i Klavs Bondebjergs digt, som efter aftenes leg kaldes ind til middagsbordet og sidder kræsne og sky, "som var de netop vendt hjem til en forkert familie og undrer sig væk igen / Med gaflen i hånden og nedadvendt blik.") Musikalsk skyldes det let dystre anstrøg især de tunge, foruroligende basgange, som lurer under flere af de ellers rolige lydlandskaber.

Materialet koncentrerer sig om solo-debuten Mirror Flake (2008), og der er mange små overraskelser i musikken, men der er også en vis monotomi, som grænser til tomgang. Alle sangene vokser hen ad vejen, men alligevel kun til en vis grænse, hvorefter de repeterer sig selv. En ny, ubetitlet sang overrasker, især fordi Cokiyu her folder stemmen ud på en langt mere markant måde end hidtil. Vokalen får pludselig mere end et strejf af Björk, og robustheden klæder den. Samtidig vækker de melankolsk sitrende og til tider næsten droneagtige keyboardflader mindelser om Sparklehorse med deres varme, tørre lyd. Et anderledes nummer, som, alene i kraft af at det stikker ud, står som koncertens bedste. Selv den ellers så diskrete Aus vugger henført rullende ved sit keyboard.

Under det forholdsvist tyste "Round in Fog" eskalerer snakken fra de omkringstående, og det synes et øjeblik, som om Cokiyu vil trække sig ind i sig selv og miste kontakten med publikum. Den kommer dog igen under de sidste to sange, "Roadz" og den dragende "Mirror Flake". Hun er også bundcharmerende - da hun ikke taler engelsk, læste hun op fra lille kort: "Thank you! I hope you will enjoy my music". Hvis vi alle sammen havde taget imod opfordringen, ville totaloplevelsen have været bedre. Men Cokiyu gjorde hvad hun skulle, og mange blandt publikum lyttede opmærksomt med. Fire stjerner for en veludført, om end noget rutinepræget koncert under særdeles vanskelige forhold.