CHIN AND THE RAGGA PACK : SPOT FESTIVAL 2009, RIDEHUSET, ÅRHUS
MICHAEL JOSE GONZALEZ - GAFFA
Foto: Steffen Jørgensen
Foto: Steffen Jørgensen
Et vellykket reggae-show kan tage livet af de værste tømmermænd

The Ragga Pack har især gjort sig bemærket som backingband for nu afdøde Natasja, men denne lørdag eftermiddag er det den yderst talentfulde dansk-japanske reggae-sanger Chin, der sammen med Ragga Packet står for at sparke de værste tømmermænd ud af kraniet på de fremmødte Spot-festivaldeltagere.

Bandet kører i de første par numre en ret laid back stil, der dog stadig lyser af den ild, der brænder i god reggae. De lokkende caribiske rytmer vugger på behagelig vis Ridehuset til live, og flere og flere dukker op for at tage del i festlighederne.

Både Chin og The Ragga Pack kan deres kram, og i takt med at tempoet i musikken stiger, rocker publikum mere og mere igennem og enkelte bryder ud i regulær dans. Bassen kan mærkes i gulvet, og Chin synger "I love my marijuana" over melodisporet til Eminems Cleaning Out My Closet, der dog hurtigt munder ud i et mere regulært reggae-nummer, som indeholder diverse slagord. Det hører sig til i genren, og folk er med på den.

Efter en række halvstenede numre ryger tempoet atter i vejret, og Ragga Pack beviser flere gange, at de nok skulle kunne fyre op under en gedigen reggaefest på et senere tidspunkt på dagen, hvor publikum befinder sig i starten af deres brandert frem for at prøve at komme sig over den.

Med en gennemgang af tre årtiers old school-reggae giver bandet en gang undervisning i reggae-historie, og Chin viser hvor god og energisk en indpisker, han er. Hans kærlighed til musikken er både tydelig og smittende.

Efter et opråb mod for meget vold i gaderne, byder Chin og The Ragga Pack på en verdenspremiere på deres dansksprogede materiale. Sangen "Hey Smukke" er "til alle de rigtige kvinder i salen. The Women, who loves one man, and not two men", griner Chin.

Herefter joines bandet af rapperen Joe True. Det er en tungere og mere dyster hiphop-tone, der slås an her, og det klæder faktisk også bandet, og giver et fint afbræk i den rendyrkede reggae. Bandet vender dog i koncertens sidste numre tilbage til reggaen, hvormed de sætter et flot punktum for et yderst vellykket show, der har gearet publikum til at begive sig ud i lørdagens musikalske Spot-landskab.