Eftermiddagens tidlige koncert med Bodebrixen fik en noget rodet, men bestemt ikke uinteressant indledning - eller nå ja, et forspil var det vel nærmere. Publikum inklusiv undertegnede anmelder kunne nemlig ikke komme frem til koncertteltet, da passagen pludselig var afspæret fordi en meget vigtig dame altså skulle til at forlade åbningen af en ny udstilling på kunstmuseet Aros. Jo, det var ganske vist selveste dronningen, men derfor var vi da nogle, som nok syntes, at der var vigtigere ting i verden, end at skulle stå og vente i 10 minutter på, at de kunne få hendes bil gelejdet sikkert - HELT sikkert - gennem de truende, musikglade menneskemasser.

FOTO: Rasmus Weng Karlsen

Nå, men koncerten ventede heldigvis med at gå i gang til vi alle - sådan cirka - var nået frem. Og Bodebrixen havde tilsyneladende brugt den ekstra ventetid til lige at snuppe en lille lyserød humørpille mere. For fra første fløjt tumlede de ud over de blomsterfyldte sletter medbringende en livsbekræftende glad-i-låget-pop, som det var umådeligt svært ikke at lade sig rive med af.

At forsanger Andreas Brixens stemmepragt og hans noget uartikulerede engelsk måske ikke var vældig imponerende, det har så ikke så stor betydning i det store hele. For bandet spillede deres svenskofile pop med en sjælden overbevisning og en imponerende balance mellem et stramt musikalsk udtryk og masser af legesyge og kantede indslag, så det var bestemt en fryd for både øje og øre.

Det var i det hele taget en koncert holdt i helt klare og knivskarpe pastelfarver, og derfor var det måske også godt nok, den var holdt på 40 minutter. Meget mere ville sandsynligvis have krævet lidt mere afveksling og raffinement i udtrykket, men til formattet var det helt og aldeles storartet.