Foto: Rasmus Weng Karlsen

Publikum tog godt imod Blæs Bukki og Ane Trolle i front, der blev akkompagneret af et fire mand stort orkester, hvor Anders "Ormen" Christophersen var iblandt dem iført en stemningsgivende guitar. Fra start vidnede Balstyrkos tætspillede musik om en stor spilleglæde og en effektiv overføring til livescenen. Man kunne frygte, at Ane Trolles insisterende stemme ville drukne i instrumenteringen, men i stedet var der rigeligt med plads til de to vokaler, og den minimalistiske musik fungerede som en naturlig opbakning til lyrikken.

Trolle og Bukki supplerer hinanden fantastisk godt, og de små poetiske tekster blev fremført gnidningsløst over bandets musik. Publikum havde også de skæve billedtekster på læberne og glædede sig tydeligvis over Balstyrkos stærke udtryk, hvor stilarter som hiphop, dub, cirkustoner og gamle film noir-soundtracks blandes i den unikke forening, som gruppen besidder. Hovederne vuggede med på de til tider tunge beats, og keybordspillerens trækbasun og Ane Trolles lille kazoolydende mundstykke blev også hilst velkomment som gode ekstra elementer.

Det var som om, at de to vokalister i front tøede mere og mere op i løbet af de fyrre minutters spilletid, og Ane Trolle lod sig rive med af publikums begejstring og dansede muntert og fortalte om enkelte af sangenes tekster. Blæs Bukki, der brød ind med flere deciderede rapvers på de forskellige numre, når han ikke brugte sin dybe stemme til at crone sig igennem de små finurlige vers, livede også mere op i den sidste halvdel af sættet og fik publikummet til at løfte hænderne og deltage mere aktivt i koncerten.

Hits som "Intet Stopper Helt", "Jagten Paa Noget" og "Roennebaer" blev alle spillet i tætkomponerede liveudgaver, og hele koncerten var præget af en spilleglæde og et overskud, der smittede af på de fremmødte. Balstyrko leverede varen og spillede en af de bedste koncerter, som undertegnede har oplevet under Spot Festivalen.