FOTO: Steffen Jørgensen

Logistikken var også noget af en ufordring forud for åbningskoncerten, hvor man for at komme ind ikke blot skulle have en billet, men også - medmindre man var virkelig VIP - en ekstra blå billet, som ingen havde talt om før koncerten. Det gav køer, sure miner og forsinkelse, og det var på et hængende hår, at GAFFA slap ind. Det må kunne gøres bedre næste år.

Heldigvis skulle åbningsaftenen vise sig at være værd at kæmpe sig ind til. Neil McCormicks tale var ganske tankevækkende med sit hovedbudskab om, at de tider er forbi, hvor bands kunne blive store i hele verden. I dag kan man højst blive stor i et afgrænset område, geografisk og/eller publikumsmæssigt, men det skal man heller ikke være ked af, for det åbner op for hav af spændende nichemusik fra hele verden.

Ave med Odense Symfoniorkester og Herning Drengekor: Et eksperiment, der lykkedes

Så blev det tid til det ambitiøse projekt med Ave tilsat symfoniorkester og drengekor. En modig satsning fra Spots side, idet Ave ikke ligefrem er verdensberømte i Danmark eller andre steder for den sags skyld. Endnu har de heller ikke udsendt noget album, men som nævnt var folk flokket til koncerten. De fik kvalitetsmusik fra de første, smukke, spæde toner fra Herning Drengekor, inden Odense Symfoniorkester - begge dele under ledelse af dirigent Bo Holten - nænsomt satte ind. Bandet, siddende blandt de øvrige musikere, fulgte trop, og forsanger Dennis Winterskov, også siddende, lod sin fyldige, følelsesfulde stemme gjalde ud over salen. Bag musikerne viste en storskærm smukke animationer, videokunst og optagelser fra scenen.

Aves moderat storladne, let melankolske, melodiske og meget stemningsfulde rock har på forhånd et symfonisk element og egner sig derfor fortrinligt til et stort orkester, og rockbesætningen og de akustiske instrumenter gik smukt op i en højere enhed. Uanset om det gjaldt de afdæmpede eller de mere pompøse passager, som begge er hyppige i Aves musik, og som her kom til udtryk gennem blandt andet harpe, pauker og de allestedsnærværende strygere, mens koret kom og gik på de helt rigtige steder. Sangene gled i øvrigt ofte umærkeligt over i hinanden på yderst elegant vis i de flotte orkesterarrangementer. Et af højdepunkterne indtraf under sangen "Endless Light", hvor både Dennis Winterskov og tre gæste"musikere" brugte gammeldags skrivemaskiner som rytmeinstrumenter. Godt tænkt og godt udført, og i det hele taget kniber det ikke med fantasien hos Ave.

Som om der ikke var nok at se og høre på på scenen, havde Ave også lagt en fortælling på samtlige de 900 sæder i salen (minus balkonen, som ikke var i brug). Ikke sangtekster, men en slags guide til det, vi så på storskærmen undervejs, nemlig en historie om en mand, der skal bringe en død kvinde tilbage fra dødsriget - men ikke må kigge på hende, før de er ude. Og selvfølgelig gør det, så hun forsvinder tilbage til underverdenen. Altså en klassisk fortælling, blandt andet kendt fra den græske myte om Orfeus i Underverdenen. Hvor meget denne historie hænger sammen med de enkelte sangtekster, gik lidt hen over hovedet på mig, men på scenen gav det ganske god mening - helt til allersidste tone, hvor storskærmen zoomede ind på det segl, der sad om den fortælling, som lå på sæderne, da vi kom.

Efter denne kraftpræstation fik band, symfoniorkester og kor fortjent en mange minutter lang stående applaus. En fremragende åbning på Spot Festival 2009, et bevis på, at eksperimenter nogle gange bare lykkes, og et løfte om, at vi kan vente os markante ting fra Ave i fremtiden. De kan sagtens blive store, om ikke i hele verden - det kan ingen jo i dag ifølge Neil McCormick - men i hvert fald hos folk med ørerne foldet godt ud. Hvor som helst på Jorden.