SKRU OP FOR SPOT RADIO
JON HEDEDAL
SPOT Radios værter er klar til at sende live fra festivalen.
SPOT Radios værter er klar til at sende live fra festivalen.
SPOT Radio sender 20 timers radio fra SPOT Festivalen – masser af interviews, reportager og skæve indslag.

I år har SPOT Festivalen lavet et samarbejde med DDS - De Danske Studenterradioer, det har resulteret i SPOT Radio, som sender direkte fra festivalpladsen på 98,7 mhz (Århus Nærradios frekvens) både fredag 22. og lørdag 23. maj.
Sendetiden bliver 14 – 24, og i det tidsrum vil sendefladen blive spækket med interviews og indslag fra festivalpladsen.

SPOT Radio vil i løbet af de ti daglige sendetimer dække emner, der på den ene eller anden måde har forbindelse til SPOT Festival. Under festivalen vil der være mulighed for at høre ”Informativ Siesta”, hvor der blandt andet vil blive lavet et pølsetjek, så man ved, hvor man skal gå hen, for at få den bedste pølse - hvis man har været lidt for gavmild ved sig selv med fadøl dagen før…

SPOT Radio vil også gå bag om festivalen, hvor man blandt andet vil prøve at finde yngste og ældste deltager. De vil også tage fat i flere af de personer, der står bag festivalen, for at få nogle historier om tidligere festivaler.

Om aftenen vil de arbejde på at få såkaldte ”sved-interviews”, hvor reporterne vil tale med bands, lige når de er gået af scenen - for at få et dampende aktuelt interview om, hvordan kunstneren har oplevet koncerten.

SPOT Radio vil naturligvis også komme med informationer om hvad, der sker på festivalen.